Ege Carpets’ nye globale marketing- og produktdirektør Tenna Knak kommer fra en stilling som Europæisk marketingdirektør hos den amerikanske vindue- og dørproducent JELD-WEN. Det skriver tæppegiganten i en pressemeddelelse.

– Ege Carpets er en utroligt spændende virksomhed i en rivende udvikling, som jeg er meget stolt af at blive en del af. Særligt inden for produktudvikling og bæredygtighed er der fart på, og jeg glæder mig meget til at være med til at forsætte denne rejse sammen med teamet hos Ege Carpets, siger Tenna Knak.

– Noget af det første, jeg tager fat på, er at sikre, at vi har en klar sammenhæng mellem produkt- og marketingstrategien og vores overordnede vækststrategi. Det er vigtigt for mig, at vi arbejder i samme retning, så derfor er mit fokus også helt konkret på at få samlet mit team. Vi skal have udarbejdet nogle skarpe, konkrete og realistiske strategier, der støtter op om Ege Carpets’ kerneværdier og samlede visioner. Ege Carpets er en virksomhed med en fantastisk historie og et stærkt brand, hvilket er et stort aktiv og et vigtigt element for at drive vores vækst fremadrettet.

Med den nye titel tiltræder Tenna Knak samtidig også i Ege Carpets’ øverste daglige ledelse, som derudover også udgøres af administrerende direktør Rune Stephansen, finansdirektør Kim Toft Høj Pedersen, salgsdirektør Morten Skibsted, produktionsdirektør Teddy Lauritzen samt HR-direktør Didde Nonbo Kristiansen.

– Vi er den største tæppeproducent i Danmark, men har også stort potentiale til at vokse os endnu større. Da jeg tiltrådte, iværksatte jeg derfor en dobbelt-op-strategi, hvor målet er, at omsætningen runder 2 milliarder kroner inden for fem år, og hvor vi også styrker vores indtjening betydeligt, siger Rune Stephansen, der selv tiltrådte som topchef i Ege Carpets for knap to år siden med høje ambitioner for tæppegiganten.

– For at vi kan nå de mål, skal vi arbejde målrettet, fokuseret og innovativt på alle niveauer. Tenna kommer med en stærk faglig profil og erfaring, som passer rigtigt godt ind i de ambitioner, og jeg glæder mig til at se, hvordan hun kommer til at styrke vores daglige ledelse og Ege Carpets som helhed.

Ege Carpets er en af Europas største tæppeproducenter grundlagt i 1938 med hovedsæde i Herning.