IBI Group købte i 2021 Holte-Hus Efterskoles tidligere lokaler på Vejlesøvej for knap 32,5 millioner kroner.
Ejendomsudviklerne overtog ejendommen med henblik på at omdanne de bevaringsværdige skolebygninger til seniorvenlige lejeboliger i samarbejde med arkitektfirmaet Form Danmark og Masu Planning.
I 2022 flyttede efterskolen til nye rammer på Havregårdsvej i Gilleleje, og efterhånden kan man mere end blot ane konturerne af omdannelsesprojektet i Holte, hvor klasseværelser og faglokaler skal skiftes ud med dagligstuer og køkkener.
Læs også: Nordsjællandsk skoleejendom skal omdannes til 40 boliger
Politikerne i kommunalbestyrelsen i Rudersdal Kommune besluttede den 25. september at sende et lokalplanforslag for projektet i otte ugers offentlig høring.
Ejendommen rummer blandt andet den bevaringsværdige hovedbygning fra 1905 samt en anneksbygning, der ifølge lokalplanen er opført “i historicistisk stil med inspiration fra barokken.”
I tilknytning til hovedbygningen blev der i 1916 opført en mindre køkkenbygning. Ligesom en lavere tilbygning fra 1969 er køkkenbygningen ikke registreret som bevaringsværdig og må nedrives.
“Det vurderes at bygningen trods sin alder ikke er tilpasset hovedbygningen. Bygningen virker påklistret og indeholder ikke den samme detaljeringsgrad som hovedbygningen”, fremgår det af lokalplanforslaget.
Læs også: Første etape af nordsjællandsk bydel med over 1.000 boliger er godkendt
Formand for Arkitektur- og Byplanudvalget, Christoffer Buster Reinhardt (K), kunne på mødet i kommunalbestyrelsen berolige de bekymrede borgere og kommunalbestyrelsesmedlemmer, der har henvendt sig til ham for at fortælle, at bygherrerne er gået i gang med rive bygninger ned i området.
– Det er selvfølgelig ikke nedrivning af det bevaringsværdige, der er gang i. De har fået nedrivningstilladelse fra forvaltningen, understregede udvalgsformanden og slog fast, at der ser ud til at være opbakning til projektet fra borgerne i området.
– Det forhøringsmøde, vi havde med naboerne, det var ualmindeligt positivt, lød det på kommunalbestyrelsesmødet fra Christoffer Buster Reinhardt.
Mulighed for 16 nye boliger
Den kommende lokalplan skal give mulighed for, at der inden for det 7.900 kvadratmeter store område kan etableres 16 boliger i form af både omdannelse og nybyggeri.
Der kan indrettes tre nye lejligheder i det bevaringsværdige hovedhus, der er 433 kvadratmeter stort, mens der i den bevaringsværdige anneksbygning på 86 kvadratmeter kan etableres én bolig.
Desuden kan der bygges tre etageejendomme i to plan. De tre nye bygninger med lejligheder bliver hver især 400 kvadratmeter store. De placeres med afstand til hovedhuset, så områdets parkkarakter fastholdes.
Den samlede bebyggelsesprocent holdes da også helt nede på 22.
Ny bebyggelse skal orienteres, så gavlene på de tre blokke vender mod Vejlesøvej. Den disponering er valgt med henblik på, at de nye bygninger derved vil fremstå mindre dominerende ved siden af det bevaringsværdige hovedhus.
Læs også: Udviklingsselskab får forkøbsret til skolegrund
For at fastholde områdets grønne karakter fastlægger lokalplanen, at eksisterende beplantningsbælter skal fastholdes, ligesom der skal etableres et “svunget beplantningsbælte”, så der vil være et beplantningsbælte på alle grundens sider.
Holtehus blev oprindeligt bygget som villa for en familie. Fra 1942 til 1945 fungerede ejendommen som uddannelsessted for de danske nazister, og efterfølgende overtog partiet Venstre ejendommen og drev Den liberale Højskole indtil 1973.
De næste mange år havde Holte-Hus Efterskole til huse i ejendommen, indtil de altså solgte den til IBI Group.
Bag IBI Group står de erfarne ejendomsudviklere Finn Birkjær Nielsen og Bent Friis Pedersen, der har arbejdet sammen siden 1982.