
Planerne om at opføre omkring 100 friplejeboliger i bydelen Frederiksbro på Møllebrogrunden i Hillerød er endnu en gang blevet ændret, skriver SN.dk.
Bygherren Goldschmidt Holding har sat projektet på pause og arbejder nu på en ny løsning, der giver flere anvendelsesmuligheder i området.
Det var ellers planen, at en del af de nye boliger i Frederiksbro skulle omdannes til friplejehjemspladser. Efter en længere politisk proces vedtog byrådet i 2024 et tillæg til lokalplanen, som gjorde projektet muligt.
Men året efter ophævede Planklagenævnet planen efter klager fra to bilforhandlere, der mente, at området var for støjbelastet til et plejehjem.
Afgørelsen betød, at sagen måtte tilbage til kommunen, og siden har bygherren valgt at gentænke planerne.
Goldschmidt Holding ønsker nu en bredere tilpasning af lokalplanen, så området kan bruges til flere formål. Ud over boliger og friplejehjem vil koncernen også åbne mulighed for et hotel i bydelen.
Planen om et friplejehjem er dog ikke opgivet, og ambitionen er fortsat omkring 100 pladser.
– Vi synes imidlertid, det kunne være attraktivt både for Frederiksbro og for Hillerød med et hotel i området, og derfor har vi i denne forbindelse bragt det på banen, således at det bliver en mulighed, oplyser Claus Vange Mynster, direktør for jura, HR og kommunikation i M. Goldschmidt Ejendomme, til SN.dk.
Hotelideen er foreløbig kun en mulighed, og der findes endnu ingen konkrete planer. Samtidig fortsætter udbygningen af Frederiksbro. Goldschmidt Holding er i gang med at opføre et højhus på 15 etager med 100 nye lejeboliger.
Når bydelen er færdigudviklet, vil den rumme omkring 1.300 boliger, hvoraf cirka 700 allerede er taget i brug.






















