Baron sætter Hindemae Gods til salg med hemmelig pris

Hindemae Gods ved Ullerslev er blevet sat til salg. Ejendomsmægler vil "holde tingene lidt i en lukket kreds", så der er ikke sat offentlig pris på godset.

Hindemae Gods er sat til salg for et ukendt beløb. Det skriver TV 2 Fyn. Ejendommen mellem Nyborg og Langeskov er sat til salg hos ejendomsmæglerfirmaet Asger Olsen.

ejendomsmæglerens hjemmeside er der heller ikke meget hjælp at hente. “Østfynsk Herregård med 150 hektar ager og skov og fredet hovedbygning diskret til salg”, lyder det kortfattet.

– Når vi ikke går ud med en specifik pris, skyldes det, at vi prøver at holde tingene lidt i en lukket kreds. Som sådan er salget ikke offentliggjort, og det skyldes blandt andet, at bygningerne i dag bliver udlejet. Hensigten om at sælge skal selvfølgelig ikke skabe uro, siger ejendomsmægler Asger Olsen til TV 2 Fyn.

Godset ejes ifølge tingbogen af Gustaf Iuel-Brockdorff.

På godsets hjemmeside kan man læse, at det i perioden fra 1972-2003 var ejet af baron Erik Juel-Brockdorff i fællesskab med hans to sønner baron Niels Iuel-Brockdorff og baron Frederik Iuel-Brockdorff.

Hindemae Gods er sat til salg.
Hindemae Gods er sat til salg.

I 2003 overtog baron Niels Iuel-Brockdorffs søn, baron Gustaf Iuel-Brockdorff, godset for knap 16 millioner kroner, fremgår det af tingbogen. Nu har han så valgt at sætte det til salg.

Godsets hovedbygning blev opført af den daværende ejer, major Ove Johan Vind Hindemae, i perioden 1785-1789, fremgår det af godsets hjemmeside, hvor hovedbygningen betegnes som “et lyst, venligt nyklassicistisk hus”. Ifølge TV 2 Fyn blev bygningen renoveret i 2013. Den indeholder otte soveværelser, fire badeværelser, to gæstetoiletter, tre stuer, et aktivitetsrum og fitnessrum.

“Da Ove Johan Vind kunne indvie den nye hovedbygning, havde han skabt et af landets smukkeste nyklassicistiske herregårdshuse. Mod gårdsiden stod endnu Hagedorns barok-sidefløje i bindingsværk, men disse bygninger blev fjernet i 1826, og det er grunden til, at Hovedbygningen i dag står med vinduesløse murflader i hver ende af huset ud til gårdspladsen”, lyder det på hjemmesiden.

“Hindemae er i et stokværk over høje kældre med et midterparti i to stokværk, afsluttet foroven med en trekantet gavl. Store dele af bygningen har i slut­ningen af forrige og begyndelsen af dette århundrede været udsat for vældige sætninger, så vinduesrækkerne er kommet en smule ud af geled, og døre, gulve, panelstykker og vægge er trukket skæve”, lyder det videre.

Ejendommen er i oktober 2020 offentligt vurderet til en værdi af 26,5 millioner kroner, hvoraf værdien af grunden udgør knap 6,5 millioner kroner. Det er dog ikke usædvanligt, at de offentlige vurderinger at ejendomme ligger langt under markedsværdien.