Jensen & Nielsen Gruppen har købt ejendommen Smedeland 28 i Glostrup med henblik på at nedrive eksisterende bebyggelse for at opføre godt 30.000 kvadratmeter boliger og erhverv.
Projektet omfatter blandt andet 380 lejligheder og et supermarked.
Det fremgår af en pressemeddelelse fra Colliers, som på vegne af K/S Property Partners har formidlet salget af ejendommen.
“Udviklingen af ejendommen sker ifølge en lokalplan, der er udarbejdet af sælger som led i en større helhedsplan for Hersted Industripark, der strækker sig tværs over kommunegrænsen mellem Glostrup og Albertslund”, skriver Colliers.
Med købet af Smedeland 28 udvider Jensen & Nielsen Gruppen sine aktiviteter i området, hvor de allerede står for byggeriet af cirka 22.000 kvadratmeter på naboejendommen på Smedeland 24. Også denne ejendom blev formidlet af Colliers.
Hersted Industripark udvikles over de næste godt 20 år med 11 nye kvarterer, hvor der med 12.000 nye boliger og tusindvis af arbejdspladser.
Ifølge Colliers forventes Jensen & Nielsen Gruppen at igangsætte byggeriet i løbet af andet halvår 2024.
K/S Property Partners blev udover Colliers bistået af Bruun & Hjejle, mens Jensen & Nielsen Gruppen i forbindelse med handlen blev rådgivet af Codex Advokater.