Karsten Blad er beregner i Skou Gruppens kalkulationsafdeling. Foto: PR.
Karsten Blad er beregner i Skou Gruppens kalkulationsafdeling. Foto: PR.

54-årige Karsten Blad er ansat som beregner i Skou Gruppens kalkulationsafdeling. Han er uddannet tømrer og bygningskonstruktør og har tidligere dels drevet egen tømrervirksomhed, dels arbejdet som taksator, skriver entreprenørvirksomheden i en pressemeddelelse.

– Det er et herligt job, jeg har fået hos Skou Gruppen. Det er dejligt at sidde og fordybe sig i sagerne, arbejde på at få samlet bud ind fra leverandørerne og få det hele til at gå op, så vi vinder nogle gode sager, siger Karsten Blad.

Han fortæller, at der lige nu ligger udbud på en partnerskabsaftale med en kommune samt tilbud på sager for en stor dansk virksomhed og en erhvervsskole på hans bord.

Inden jobbet som beregner hos Skou Gruppen har Karsten Blad arbejdet som byggeleder på et stort hotelbyggeri hos KJ Greenland, og før det arbejdede han med lydtætning af boliger i Norge i et par år.

På dansk grund omfatter CV’et nogle år som tømrer hos SKP Tømrer & Snedker og som taksator hos PPE. Inden disse jobs drev Karsten Blad selvstændig tømrervirksomhed i godt ni år.

Karsten Blad er oprindelig uddannet tømrer hos et lille firma Kvisten i Smørum i 1980-erne og senere uddannet bygningskonstruktør i 1999 fra KEA Københavns Erhvervsakademi.

Privat bor Karsten Blad i Måløv med sin samlever. Parret har hver sine børn, som er fløjet fra reden. I sin fritid holder Karsten Blad af at gå ture, cykle på både mountainbike og racercykler og være lystfisker.