Kristine Bergstein, bæredygtighedskonsulent hos Idverde. Foto: PR.
Kristine Bergstein, bæredygtighedskonsulent hos Idverde. Foto: PR.
AnnonceTilmeld nyhedsbrevet fra Dansk Byudvikling

Kristine Bergstein bliver ny bæredygtighedskonsulent hos Idverde med ansvar for implementeringsprocessen og tilknyttede aktiviteter. Hun kommer fra en stilling som driftsleder i OKNygaards afdeling i Glostrup, hvor hun blandt andet har ansvaret for den flerårige driftskontrakt med Region Hovedstaden, skriver Idverde i en pressemeddelelse.

Kristine Bergstein fortsætter hos OKNygaard Glostrup lidt endnu for at lette overgangen til en ny driftsleder. Frem til den 1. maj 2023 fordeler hun sin arbejdstid hos OKNygaard og Idverde, hvorefter hun indgår fuldt i Idverde som ny bæredygtighedskonsulent og projektleder.

– Jeg har siden min start hos OKNygaard håbet, at vi skulle udvikle os i den retning, som vi er i gang med nu. Som Danmarks største anlægsgartnergruppe har vi stor indflydelse på, hvordan fremtidens branche ser ud, og vi har ligeledes et ansvar for at gå forrest i den bæredygtige udvikling. Jeg glæder mig til at komme ud i alle dele af Idverde og vise, hvordan vi inden for vores felt kan gøre en forskel, udtaler Kristine Bergstein.

Hendes primære opgave bliver at implementere Idverdes bæredygtighedsstrategi i datterselskaberne OKNygaard, Malmos, Grøn Vækst og Lauge Bonde og drive aktiviteter, der er forbundet med strategien, fremad.

Kristine Bergstein har en uddannelsesmæssig baggrund som både have- og parkingeniør og med en overbyggende kandidatuddannelse i klimaforandringer fra Københavns Universitet.

Idverde Danmark er moderselskab til Malmos Landskaber, OKNygaard og Grøn Vækst.