Middelfart Kommune køber en del af Middelfart Sygehus. Foto: PR.
Middelfart Kommune køber en del af Middelfart Sygehus. Foto: PR.

Middelfart Kommune og Region Syddanmark har de seneste år samarbejdet om at oprette et nærhospital i de bygninger, der indtil nu har rummet Middelfart Sygehus.

Projektet er kommet et skridt nærmere, skriver kommunen i en pressemeddelelse.

Både regionsrådet i Region Syddanmark og byrådet i Middelfart har nemlig godkendt kommunens køb af godt og vel en fjerdedel af sygehusets bygninger svarende til godt 4.000 kvadratmeter. Prisen er cirka 23,3 millioner kroner, og region og kommune vil sammen eje og drive det fælles nærhospital.

– Vi glæder os til at komme i gang med at indrette nærhospitalet sammen med kommunen og til at bringe vores mange erfaringer med sundhedshuse i spil, udtaler regionsrådsformand Bo Libergren (V).

Læs også: Fynsk udvikler klar til at bygge i udviklingsområde i Middelfart

Nærhospitalet i Middelfart kommer blandt andet til at indeholde kommunale rehabiliteringspladser samt kommunal sundhedsklinik, akutsygepleje, kommunale akutpladser og sundhedspleje.

– Dermed er vi i Middelfart Kommune med til at tegne stregerne for fremtidens sundhedsvæsen med Danmarks første nærhospital, der ser dagens lys, og som vi er stolte af, udtaler borgmester i Middelfart Kommune, Johannes Lundsfryd (S).

For at give plads til de mange sundhedstilbud flytter det regionale rygcenter fra Middelfart Sygehus ind i nye, moderne rammer på Kolding Sygehus. Det forventes at ske i juni 2024. Derefter kan ombygningen og klargøringen af lokalerne på sygehuset i Middelfart gå i gang.

Det er forventningen, at nærhospitalet er klar til at åbne i efteråret 2024 – dog vil nogle af de nye funktioner først flytte ind i 2025. De funktioner, som allerede er på sygehuset, vil være åbne for borgerne i hele perioden – også under ombygningen.