Byens Tag & Facade skal renovere Bakkehusene, der er nogle af Danmarks ældste rækkehuse. Foto: PR.
Byens Tag & Facade skal renovere Bakkehusene, der er nogle af Danmarks ældste rækkehuse. Foto: PR.

Byens Tag & Facade har af Bakkehusene, fået til opgave at gennemføre en omfattende tagudskiftning på samtlige 171 huse i Bellahøj. Projektet indbefatter udskiftning af 19.000 kvadratmeter specialfremstillede tegltage.

Der er tale om et omfattende projekt for Byens Tag & Facade med en ordreværdi på omkring 64 millioner kroner. Arbejdet påbegyndes i sommeren 2023 og vil strække sig over tre år, oplyser virksomheden i en pressemeddelelse.

Projektet udføres i tæt samarbejde med Bakkehusene, KAB og Niels Herskind fra Byens Tegnestue, der har speciale i byfornyelse og restaurering af fredede bygninger.

– Vi er glade for tilliden KAB og Bakkehusene udviser til os, og stolte af at få muligheden for at renovere en boligforening af den kaliber. Vi er fuldstændig overbeviste om at det kan tilskrives de mennesker vi er på hold med, at vi i dag står med kontrakten i hånden. Det er et kompetent og dedikeret hold vi har i ryggen, og det lægger man mærke til i branchen. Vi var her ikke i dag, uden holdet, siger Casper Borgen Larsen, administrerende direktør i Byens Tag & Facade.

LÆS OGSÅ: PROBLEMER MED UDBUDSSYSTEM UDSKYDER RENOVERING

Byens Tag & Facade blev grundlagt i 2008. I maj 2021 blev virksomheden opkøbt af svenske Fasadgruppen.

– Tagudskiftningen på Bakkehusene har været under opsejling i mere end 20 år. I løbet af de sidste 20 år har strømningerne i både samfundet og branchen peget i én retning. Grøn omstilling og bæredygtighed. Der går en lige linje fra Fasadgruppens ydelser til bæredygtighed og miljø. Det giver altid mening at renovere den nuværende bygningsmasse, i stedet for at bygge nyt. Tagudskiftningen på Bakkehusene har direkte positiv indflydelse på rækkehusenes energieffektivitet, og som koncern glæder vi os over at et datterselskab løfter dén opgave,  siger Peter Andersen, forretningsområdechef Fasadgruppen Danmark.

Bakkehusene der blev opført i 1921-23, var det store gennembrud for rækkehusbyggeri, og en af de aller første boligforeninger, der blev stiftet som forløber for den almene boligbevægelse.

I dag er Bakkehusene et “Parlamentarisk selskab”. Bakkehusene har deres egne vedtægter, men bliver administreret af KAB.