Norconsult ansætter ny leder for VVS- og Bæredygtighedsafdeling

Ny leder for VVS- og Bæredygtighedsafdelingen i Norconsult har blandt andet arbejdet med DGNB-certificeringen, siden den blev indført i Danmark.

Maj Jakobsen (41) er tiltrådt som ny afdelingsleder for Norconsults afdeling for VVS og Bæredygtighed i Herlev. Her bliver hendes rolle at udforme strategien for virksomhedens bæredygtighedsindsatser samt at sikre en fortsat faglig udvikling af afdelingens medarbejdere.

Det skriver den rådgivende ingeniør- og arkitektvirksomhed i en pressemeddelelse.

Maj Jakobsen er uddannet bygningsingeniør fra Aarhus Universitet med speciale i VVS og har efterfølgende taget en HD i International Business fra CBS. Tidligere har hun arbejdet som afdelingschef og fagleder for bæredygtighed og som projektleder for renoverings- og nybygsager med fokus på bæredygtighed.

Derudover har hun arbejdet med DGNB-certificeringen, siden den blev indført i Danmark. Hun har blandt andet har været med til at DGBN-certificere KPMGs nye kontorbygning i Flintholm.

LÆS OGSÅ: NORCONSULT MED MARKANT LØFT I OMSÆTNINGEN I 2022

Ansættelsen skal være med til at styrke Norconsults position og kompetencer inden for bæredygtig udvikling og sikre en fortsat høj medarbejdertrivsel i afdelingen.

– Jeg ser meget frem til arbejdet med at udvikle afdelingen fagligt og til at samarbejde med alle mine nye kollegaer om at løfte bæredygtighedsindsatsen i Norconsult. Som afdelingsleder har jeg en ambition om at sætte en retning, der både gør det sjovt og udfordrende at gå på arbejde, og hvor der samtidig er plads til forskellighed, siger Maj Jakobsen.

Selv har Maj Jakobsen erfaring med flere typer af bæredygtighedscertificeringer, hvor hun kan kalde sig DGNB Auditor for nybyg og bygninger i drift, BREEAM International Assessor og derudover har hun erfaring med BREEAM NOR og LEED.

I Norconsult får Maj Jakobsen ansvaret for 18 medarbejdere i VVS-gruppen og fem medarbejdere i bæredygtighedsgruppen.