Nordstern skal renovere 374 boliger i Brabrand

Brabrand Boligforening har udpeget Nordstern til at stå for renovering af de 374 boliger Søvangen i Brabrand.

Beboerne i Afd. 02, Søvangen i Brabrand kan nu se frem til en større renovering af deres boliger. Det skriver Brabrand Boligforening (BBBO) i en pressemeddelelse.

Boligforeningen har efter udbud i licitation valgt at indgå aftale med Nordstern om hovedentreprisen på renoveringen af de i alt 34.000 kvadratmeter boliger..

Søvangen består i dag af 21 etageblokke med 374 boliger, 20 fritliggende huse og yderligere 50 rækkehuse i form af klyngehuse og Z-huse. I etageblokkene er der blandt andet 16 små etværelses lejligheder uden køkken. De nedlægges og tillægges som et ekstra værelse til nabolejlighederne. Der tilføjes desuden tilgængelighedsboliger i rækkehuse og fritliggende huse.

– Vi glæder os til at komme i gang. Beboerne har ventet længe på denne renovering, der har krævet års forberedelse. Mange af vores beboere er nervøse for tiden under renoveringen, men vi stræber efter, at genhusninger, opholdsrum, god kontakt og kommunikation vil være med til at lette tiden, mens det omfattende arbejde står på. Og så skal vi have det gode resultat, som vi kan se frem til for øje, hvor boligerne fremtidssikres, og det smukke byggeri bevares, udtaler administrerende direktør, BBBO, Kristian Würtz.

Bevaringsværdigt udtryk

Nordstern skal i hovedentreprise renovere Afd. 02, Søvangen i Brabrand for Brabrand Boligforening. Foto: PR.
Nordstern skal i hovedentreprise renovere Afd. 02, Søvangen i Brabrand for Brabrand Boligforening. Foto: PR.

Om end Afd. 02, Søvangen skal gennemgå en større renovering, er der samtidig stort fokus på at bevare det udtryk, de kendte blokke har.

Alle tage skiftes, tagrummene efterisoleres, vinduer udskiftes, altaner udskiftes, og der opføres ny isoleret teglfacade, men den kendte kombination med teglfacade og hvide altaner vil fremstå med det samme udtryk, som man kender i dag, oplyser boligforeningen.

Renoveringen omfatter desuden indvendige installationsarbejder samt kloak og fjernvarmerør. Haverne skal også renoveres, mens udearealerne opgraderes med blandt andet nye stier.

– Vi er stolte af, at BBBO viser os den tillid at vælge Nordstern som hovedentreprenør til denne opgave. Søvangen er et ikonisk område i Brabrand, og vi ser frem til både at højne dets kvalitet gennem renoveringen og samtidig sikre det bevaringsværdige udtryk i byggeriet, siger Torben Modvig, koncerndirektør i Nordstern.

Renoveringsprojektet sættes efter planen i gang i slutningen af 2023, og samtlige renoverede boliger forventes at stå klar i slutningen af 2027.

Boligforeningen har tidligere anslået hovedentreprisen til 384 millioner kroner.