Novo Nordisk bygger endnu en ny fabrik i Kalundborg

Byggeriet af en ny fabrik er skudt i gang, og desuden udvides to eksistererende fabriksanlæg. Novo Nordisk investerer en milliard kroner i Kalundborg.

Ifølge SN.dk investerer Novo Nordisk en milliard kroner i opførelsen af en ny fabrik samt udvidelse af to eksisterende produktionsanlæg på produktionsfaciliteterne i Kalundborg.

Den nye fabrik skal både udvide kapaciteten til fremstilling af API til teknisk brug og fungere som en intern innovationshub, der skal understøtte udviklingen af nye produktionsteknologier, skriver avisen.

– Denne nye investering i vores produktionsfaciliteter i Kalundborg er et skridt i opbygningen og sikringen af fremtidig kapacitet til produktion af vores nuværende og fremtidige orale og injicerbare produktportefølje. Udvidelsen af produktionskapaciteten er vigtig for at imødekomme patienternes fremtidige behov, siger Michael Hallgren, SVP, Product Supply, Active Pharmaceutical Ingredients, til SN.dk.

Ifølge SN.dk er byggeriet af den nye fabrik sat i gang, og det forventes afsluttet primo 2023.

Novo Nordisks produktionsfaciliteter i Kalundborg blev etableret i 1969 og dækker et areal på 1,2 millioner kvadratmeter, skriver SN.dk.