Nyt parkeringshus i Billund Lufthavn åbner. Foto: Billund Lufthavn.
Nyt parkeringshus i Billund Lufthavn åbner. Foto: Billund Lufthavn.

Byggeriet af det nye parkeringshus i Billund Lufthavn blev sat i gang, før coronapandemien gjorde sit indtog. Det 100 millioner kroner dyre parkeringshus er tegnet af Friis & Moltke med Cowi som ingeniør, og CG Jensen har i totalentreprise opført det for Billund Lufthavn. Ifølge en pressemeddelelse fra lufthavnen ville have været dyrt at stoppe byggeriet under krisen for at genoptage det senere, så det blev bygget færdigt under nedlukningen.

Allerede for nogle måneder siden stod det klar til brug, men først nu er efterspørgslen ved at vende tilbage.

– Vi står klar og byder velkommen til de 100 første gæster i parkeringshuset med en lille efterårsoverraskelse, som kan indløses i taxfree, fortæller Peter Rossel, afdelingschef Apcoa i Billund Lufthavn, i meddelelsen.

Parkeringshus som et led i lufthavnens vækststrategi

Hvert år har Billund Lufthavn over 750.000 parkerende gæster, og det nye parkeringshus er en del af Billund Lufthavns vækststrategi. Når væksten vender tilbage vil det være muligt at skulle bygge endnu et parkeringshus.

– Det er meget populært at kunne holde i nærheden af terminalen, og vores nuværende parkeringshus er normalvis altid fuldt booket. Og når vi vender tilbage på vækstkurven efter Corona, kommer der endnu flere gæster til med bil, og så skal vi selvfølgelig opretholde den gode parkeringsservice for de mange rejsende i gennem Billund Lufthavn, udtaler Billund Lufthavns kommercielle chef Claus Christiansen i pressemeddelelsen.

I første omgang passer åbningen af parkeringshuset godt til den forventede travlhed, som efterårsferien bringer. Således er lufthavnens eksisterende parkeringshus tæt på at være fyldt hele tiden, oplyser Billund Lufthavn.

Parkeringshuset har fem etager med plads til 1.085 biler, og der er mulighed for udvidelse med en sjette etage. Der er et udbud i gang om el-ladestandere, derfor er der på nuværende ingen ladestandere, men det kommer inden udgangen af året.

Der er opstartspriser i det nye parkeringshus, der starter fra 100 kroner. Søg, find og reservér din parkering her: https://parkering.bll.dk/.