Outline Vinduer øger fokus på bæredygtighed med ny trainee

Outline Vinduer har via det EU-finansierede Go Vest-projekt ansat en ny trainee, Indra Pētersone fra Letland.

Outline Vinduer har ansat Indra Pētersone fra Letland som trainee. Det skriver den nordjyske vinduesproducent i en pressemeddelelse.

Indra Pētersone har boet i Danmark i de seneste tre år og har en bachelor i byøkonomi fra Riga Tekniske Universitet og blev i 2021 civilingeniør i byplanlægning og bæredygtighed fra Aalborg Universitet. Som trainee hos Outline skal hun både være med til at øge vinduesproducentens fokus på bæredygtighed og give nye input til virksomheden, lyder det i meddelelsen.

– Et traineeforløb er en stor gevinst både for os som virksomhed, for mig som direktør og selvfølgelig for den unge trainee, der på nærmeste hold får indblik i, hvordan man leder og driver en virksomhed. Med ansættelsen af Indra i vores seneste traineeforløb styrker vi desuden vores fokus på bæredygtighed, som der både kommer stigende lovkrav til, og som vi oplever, at kunderne i højere og højere grad efterspørger, udtaler administrerende direktør for Outline Vinduer, Jens Sørensen, i pressemeddelelsen.

Traineeforløbet hos Outline Vinduer er blandt andet kommet i stand med hjælp fra det EU-finansierede projekt Go Vest, der har til formål at tiltrække højtuddannet udenlandsk arbejdskraft til virksomheder i Vesthimmerlands Kommune.

Indra Pētersone er allerede flydende på dansk, men via Go Vest-projektet har hun mulighed for at styrke og udvikle sit danske yderligere, så både grammatik og udtale bliver endnu bedre.

– Jeg planlægger at blive i Danmark, hvor jeg bor sammen med min kæreste, og selv om jeg har masser af muligheder for at øve mit danske sprog hver dag på jobbet hos Outline og med min svigerfamilie, er det en stor fordel for mig at udvide mit ordforråd og blive endnu mere hjemmevant på dansk. Jeg vil gerne på sigt arbejde udelukkende med bæredygtighed, og gerne hos Outline, og så er det selvfølgelig vigtigt, at jeg har helt styr på alle danske fagtermer og begreber, siger hun.

Indra Pētersone startede sit traineeforløb hos Outline Vinduer i sommeren 2022 og fortsætter efter planen til udgangen af 2023.

Fakta om traineeforløb hos Outline

Et traineeforløb hos Outline er målrettet nyuddannede med en kandidatgrad fra et universitet. Man er typisk i traineeforløb hos direktionen i halvandet til to år med det formål at få en forretningsnær og strategisk forståelse af, hvordan en virksomhed fungerer i praksis. De nye trainees vælges oftest ud fra deres uddannelsesbaggrund, der helst skal være inden for et område, som Outline gerne vil styrke. Tidligere trainees har været uddannet inden for blandt andet logistik og digitalisering. Over halvdelen af de trainees, der har været i forløb hos Outline, er fortsat ansat i virksomheden.

Kilde: Outline Vinduer.