Plejecentret Christians Have i Solrød skal udvides med 90 boliger. Foto: Styrelsen for Dataforsyning og Infrastruktur.
Plejecentret Christians Have i Solrød skal udvides med 90 boliger. Foto: Styrelsen for Dataforsyning og Infrastruktur.

Den oprindelige bebyggelse til plejecenteret Christians Have i Solrød har efterhånden 20 år på bagen og er flere gange blevet udvidet, senest i 2019.

Bebyggelsen omfatter cirka 12.300 kvadratmeter og rummer det eksisterende plejecenter med 130 plejeboliger samt 24 rehabiliteringsværelser placeret i en samlet bebyggelse i tre etager.

Det slår dog ikke til. Som følge af den demografiske udvikling i Solrød Kommune er der behov for flere plejeboliger, og der planlægges en udvidelse af plejecenteret i to etaper med hver 45 plejeboliger med tilhørende serviceareal.

Byrådet nu godkendt en ny lokalplan og dermed endegyldigt banet vejen for den næste udvidelse. Det skriver Solrød Kommune i en pressemeddelelse.

Der er i den endelige lokalplan blandt andet taget højde for støj i forbindelse med projektet, da støj har været et fokus i løbet af forslagets høringsperiode, oplyser kommunen.

– Vi er i byrådet meget opsatte på at få udvidet Christians Have, så vi kan følge med fremtidens efterspørgsel på plejeboliger, men udvidelsen skal selvfølgelig foregå ordentligt og i overensstemmelse med det eksisterende område, plejecenteret ligger i. Derfor er vi glade for, at der blandt andet er kommet et fokus på støj i den endelige lokalplan, så vi får området generelt sikret mod støjgener, udtaler formand for Natur-, klima- og planudvalget Kim Sunesen (V).

Sammenlagt vil de to etaper rumme 8.000 kvadratmeter byggeri fordelt på op til fire etager. Foruden plejeboliger skal de nye bygninger også rumme lokaler til Solrød Kommunes syge- og hjemmepleje, ligesom der skal etableres parkeringspladser.

Det kommende nybyggeri skal følge den eksisterende bebyggelses arkitektoniske udtryk, fremgår det af lokalplanen.

Christians Have åbnede i oktober 2003. Altiden har siden 2003 drevet halvdelen af plejecentret, mens Solrød Kommune selv driver den anden halvdel.

Fra den 1. februar 2024 overtager det familieejede omsorgsselskab Forenede Care dog driften af den private del af plejecentret.