Faxe Kommune købte i 2017 posthuset i Haslev af Post Danmark for at skabe plads til ny busterminal, og den nye del af posthuset, som er nødvendig for busterminalen, er nu nedrevet. Det skriver kommunen i en pressemeddelelse.
Den gamle og bevaringsværdige del af posthuset bevares og omdannes nu til boliger, skriver kommunen videre.
– Det glæder mig, at vi nu har en aftale om posthuset. Når renoveringsarbejdet er færdigt, vil dem der flytter ind, bo på en virkelig central plads i byen, så det er et spændende projekt. Og så er jeg rigtig glad for, at vi med aftalen sikrer den karakteristiske bygning i Haslev, udtaler borgmester i Faxe Kommune, Ole Vive (V), i meddelelsen.
Køberne er ifølge Faxe Kommune det lokale makkerskab, investor og udlejer Anders Bodilsen og tømrermester Søren Engberg.
– Vi er glade for at overtage det tidligere posthus, og planen er, at der skal være seks lejligheder i bygningen. Vi kommer til at bevare stilen, så den flotte bygning kommer til at stå i al fordums pragt, udtaler Søren Engberg i pressemeddelelsen.
Arbejdet med at istandsætte og indrette bygningen begynder, når Faxe Kommune er færdig med etableringen af busterminalen og det øvrige arbejde omkring forskønnelse af området omkring stationen.
Handlen er endnu ikke tinglyst. I 2017 købte Faxe Kommune posthuset for 2,5 millioner kroner. Den fulde ejendom på Stationspladsen 3 er offentligt vurderet til 5,7 millioner kroner, hvoraf grundværdien udgør 4,25 millioner kroner, fremgår det af tingbogen.