Administrerende direktør og hovedaktionær i Property Advice, Heine Jensen (til venstre), og erhvervsmægler Mikkel Kronborg. Foto: PR.
Administrerende direktør og hovedaktionær i Property Advice, Heine Jensen (til venstre), og erhvervsmægler Mikkel Kronborg. Foto: PR.

Property Advice med base i Aarhus har ansat Mikkel Kronborg som Senior Property Advisor. Det skriver erhvervsmæglerkæden i en pressemeddelelse.

Planen for udviklingen af Property Advice er at få flere rådgivere på Sjælland med speciale inden for erhvervs-, investerings-, projekt- og landbrugsejendomme.

– Det var egentlig planen at en afdeling i København skulle have været en realitet i 2022. Derfor er det en ekstra stor glæde for mig, at vi endelig er kommet i gang og bedre kan servicere vores kunder på Sjælland ligesom vi bedre kan servicere vores gamle kunder med base i Jylland og aktiviteter på Sjælland, udtaler Heine Jensen, administrerende direktør og hovedaktionær i Property Advice.

Læs også: Store erhvervsmæglere vil samarbejde om data i erhvervsmæglerbranchen

Mikkel Kronborg er bosiddende i Roskilde, og han beskrives af Property Advice som “en erfaren erhvervsmægler” med en fortid hos senest Newsec og tidligere Danbolig Erhverv.

– Mikkel Kronborg er i forvejen kendt blandt mange aktører på begge sider af Storebælt. Hans passion for at være en stærk partner for sine kunder er tydelig at mærke. Det passer godt til ånden i Property Advice, udtaler Heine Jensen.

Et fysisk rådgivnings- og mæglerkontor er også på tegnebrættet og vil blive etableret, når timingen passer. Timingen for udvidelsen har været påvirket af svære markedsforhold for formidling af erhvervsejendomme, skriver Property Advice.