Politikerne i Odder Kommune har vedtaget en lokalplan, der skal bane vejen for to nye boligområder ved Halvvejsmarken ved Bendixminde i den nordvestlige del af Odder.
Lokalplanen har været i seks ugers offentlig høring fra den 4. april til den 16. maj. Desuden har der været en dialog med beboere på Krags Mark, oplyste formand for Udvalget for Klima og Plan, Kresten Bjerre (R), på kommunalbestyrelsesmødet den 18. juni.
Beboerne gav ifølge udvalgsformanden blandt andet udtryk for ønsker om, at der kun skal bygges huse i ét plan længst oppe mod Krags Mark, samt at der skal være færrest mulige synlige installationer på tagene.
På den baggrund har forvaltningen i kommunen haft en dialog med bygherren. Bag projektet står Thybo Ejendomsudvikling i samarbejde med Tegnestuen Kaark. Og Kresten Bjerre havde stor ros til ejendomsudvikleren.
– De er gået konstruktivt ind i denne problemstilling, og dermed har de reduceret højden på den bagerste række af huse op mod Krags Mark. Den er nu blevet reduceret til én etage. De synlige installationer er væk, sagde han på kommunalbestyrelsesmødet.
Enkelte ønsker fra beboerne omkring parkering og byggelinjer kunne ikke imødekommes. Men Kresten Bjerre har haft en dialog med beboerne efter tilrettelserne i lokalplanen.
– Og de er glade og tilfredse og har kvitteret for dialogen og anerkendt den proces, som vi har gennemført, slog udvalgsformanden fast.
Han fik opbakning fra flere af sine kolleger i kommunalbestyrelsen.
– Udvikler har været med til at rette ind på en meget positiv måde, sådan at vi faktisk står med et godt resultat, sagde medlem af Udvalget for Klima og Plan, Leif Gjørtz Christensen (EL), på kommunalbestyrelsesmødet.
Boligerne integreres i stærkt skrånende terræn
Lokalplanen omfatter et 29.500 kvadratmeter stort areal, som i dag ligger hen som bar mark, der dog er udtaget fra aktiv landbrugsdrift.
Området ligger i byzone, men det er ifølge lokalplanen “naturskønt placeret på sydvendte bakker mellem ådal og bæk, skove og marker”. Desuden er boligområdernes grønne arealer planlagt med fokus på at øge områdets biodiversitet.
Af planteksten fremgår det, at “områdets naturmæssige og landskabelige værdier skal bevares og fremhæves ved placeringen af ny bebyggelse og grønne friarealer”.
Det understreges, at der skal tages et særligt hensyn til det skrånende terræn mod Stampemølle Bæk.
En central ambition er at opretholde en sammenhæng mellem bebyggelse, natur og landskab. Det indbærer, at der skal anvendes farver og materialer, så boligområdet “integreres med omkringliggende naturlige elementer”.
Lokalplanen åbner desuden mulighed for udstykning af mindre grunde i størrelser fra 300-560 kvadratmeter, så landskabet og naturen kan trækkes helt ind til boligerne.
I alt vil de to kommende boligområder ifølge lokalplanen kunne rumme 51 nye boliger, som efter planen skal certificeres med Svanemærket.
“Boligerne er placeret på et stærkt skrånende terræn, let forskudt af hinanden, for at maksimere antallet af boliger, der kan nyde godt af en betagende udsigt over de bevaringsværdige landskaber i ådalen syd for lokalplanområdet. Denne disponering søger ikke kun at integrere boligerne harmonisk med den naturlige topografi, men det sikrer også, at beboerne kan drage fuld nytte af de omkringliggende naturskønheder og dermed få en unik og attraktiv bo oplevelse”, fremgår det af lokalplanen.
Politikerne i Odder Kommune havde i første omgang tænkt sig, at der skulle bygges lejligheder i etagebyggeri i området, men kommunen kunne ikke få grundene solgt.
Derfor blev grundene sendt i udbud med henblik på at modtage andre bud på, hvad området kunne bruges til.
På baggrund af et konkret projekt blev storparcel 2 først solgt til Thybo Ejendomsudvikling. Senere købte samme udvikler storparcel 1. Det resulterede i en udvidelse af projektet med navnet “Udsigten”, så det nu omfatter begge storparceller.