Realdania får ny næstforkvinde i bestyrelsen

Mette Kynne Frandsen bliver ny næstforkvinde i bestyrelsen for Realdania. Hun afløser Kristine Leth Juul, der har ønsket at stoppe på posten efter at være blevet udnævnt til rektor for Arkitektskolen i Aarhus.

På et bestyrelsesmøde torsdag den 6. juni 2024 har Realdanias bestyrelse konstitueret sig med Mette Kynne Frandsen som ny næstforkvinde.

Det oplyser den filantropiske forening i en pressemeddelelse.

Skiftet sker, fordi Kristine Leth Juul har ønsket at stoppe på posten som næstforkvinde, da hun den 1. august 2024 tiltræder stillingen som rektor på Arkitektskolen i Aarhus og har ønsket at have mest muligt fokus på dette. Hun vil fortsat være medlem af Realdanias bestyrelse.

– Jeg har stor forståelse og respekt for Kristine Leth Juuls prioritering og er rigtig glad for, at vi forsat vil have hende i bestyrelsen. Og jeg kunne ikke forestille mig nogen bedre afløser på posten end Mette Kynne Frandsen, som i en årrække har bidraget med stor faglighed og erfaring i bestyrelsen, udtaler bestyrelsesformand Lars Krarup.

Mette Kynne Frandsen er administrerende direktør i Henning Larsen Architects og har været medlem af Realdanias repræsentantskab siden 2014 og af bestyrelsen siden 2016.