Loop Architects har tegnet Redebyg Klitmøllers 45 nye lejeboliger, der ligger midt i Cold Hawaii og Nationalpark Thy. Redebyg udgør de første lejeboliger i Klitmøller – og allerede nu er 43 ud af 45 boliger udlejede, oplyser arkitekterne i en pressemeddelelse.
Rasmus Johnsen, der er et velkendt ansigt i Klitmøller med titel som både surfer, iværksætter hos Cowork Klitmøller og en af idémændene bag fortællingen om Cold Hawaii, er samtidig en af initiativtagerne til Redebyg.
– Vi oplevede i byen et behov for lejeboliger. Samtidig havde vi en tro på, at når man bygger rigtigt, det rigtige sted, så vil folk gerne bo i boligerne. For hvorfor skal der ikke være attraktive lejeboliger udenfor de store byer?, spørger Rasmus Johnsen
Han glæder sig over, at fire af hans kolleger fra Cowork Klitmøller allerede har lejet sig ind i Redebyg.
Redebygs fem klynger af boliger er ifølge Loop Architects designet som fælleskabende boliger, der samler sig om gårdrum for at sikre et minisamfund med plads til fællesskab omkring uderummene og til at beboerne let kan tage et surfbræt under armen og sigte mod det brusende Vesterhav.
– Vi har tegnet Redebyg med hældende sedumtage, der vender efter sol og vind og samtidig skaber læ i gårdrummene, fortæller arkitekt og partner hos Loop Architects, Morten Nymann.
– Samtidig er målet med boligerne at plante frøene til et blomstrende minisamfund, et fællesskab med fokus på social bæredygtighed.
Redebyg er designet til at modstå det helt særlige og ofte barske klima ved Klitmøller. Bebyggelsen er disponeret som små klynger af boliger, der skærmer sine beboere, og hvor det robuste betonmateriale beklædes med trælameller. Træmaterialet gentages i terrasser med samme trælamelafskærmning.
For at sikre en lang levetid for Redebyg, er der fra start tænkt klimasikring ind i projektet. Blandt andet er vandhåndteringen sikret ved at placere husene på små øer, så grunden kan oversvømmes uden bygningerne tager skade, og hvor man fortsat kan gå til husene på hævede stier ved eventuelle oversvømmelser.
Loop Architects er ikke færdige med det nordvestjyske område. Senest har tegnestuen været arkitekter på det velbesøgte Nationalparkcenter i Nr. Vorupør, tegnet et forslag til et nyt Skibningshus i Klitmøller, og hvor arkitekterne lige nu i gang med en gennemgribende transformation af Thisted Museum.
Det er Home Thisted, der står for udlejningen af boligerne i Redebyg Klitmøller.
Om Redebyg Klitmøller
Bygherre: M+ Ejendomme
Omfang: ca. 4.500 kvadratmeter
Team: Loop Architects
Ingeniør: Rønslev Ingeniører
Entreprenør: Knudsgaard