Sparekasse donerer 10 millioner til forskønnelse af torv i Thisted

I anledningen af Thisteds 500-års købstadsjubilæum donerer Sparekassen Thy 10 millioner kroner til forskønnelse af Store Torv.

Store Torv midt i Thisted har været central gennem 500 år, og nu får byrummet endnu et løft.

Sparekassen Thy donerer nemlig 10 millioner kroner til stedets fortsatte udvikling. Donationen er den største enkeltdonation, som Sparekassen Thy nogensinde har givet.

Det skriver Thisted Kommune i en pressemeddelelse.

– Thisted er den største by i kommunen og dermed også en vækstdynamo for vores egn. Det betyder meget for en virksomhed som Sparekassen Thy, at der er en god og positiv udvikling i hele området, for det smitter også af på vores forretning, udtaler direktør for Sparekassen Thy, Ole Beith.

Læs også: Genbrug og nytænkning af museum i Thisted

Det ikke klart endnu, hvad der så skal ske på torvet. Sparekassen Thy og Thisted Kommune kommer i fællesskab til at beslutte, hvordan pengene skal anvendes.

Det kommer dog til at ske i samarbejde med lokale interessenter og aktører, der får mulighed for at komme med input.

– Vi er utrolig glade for donationen fra Sparekassen Thy. Den vil sikre, at vi også i fremtiden har de gode rammer for et levende centrum i vores købstad, og vi glæder os til at være med til at få de gode idéer gjort konkrete, så vores Store Torv også kan være et samlingspunkt for kommende generationer i Thy, udtaler borgmester i Thisted Kommune, Niels Jørgen Pedersen (V).