Ringsteds højeste boligbyggeri afleveres før deadline

Dansk Boligbyg har afleveret Ringsteds højeste boligbyggeri til MNV Bolig - Domea to måneder forud for tidsplanen. De nye 69 almene boliger er stort set klar til indflytning.

Allerede den 15. oktober er de 69 almene boliger på Dampmølle-grunden centralt i Ringsted klar til indflytning. Byggeriet rejser sig op i femte sals højde, og Dansk Boligbyg har i totalentreprise opført boligerne for MNV Bolig – Domea. Det skriver totalentreprenøren i en pressemeddelelse.

Projektet så oprindeligt ud til at blive forsinket, fordi byggegrunden ikke var klar, da byggeriet skulle påbegyndes.

Dansk Boligbyg har i totalentreprise bygget de nye, almene boliger på Dampmølle-grunden i Ringsted for MNV Bolig - Domea. Foto: PR.
Dansk Boligbyg har i totalentreprise bygget de nye, almene boliger på Dampmølle-grunden i Ringsted for MNV Bolig – Domea. Foto: PR.

Men et tæt samarbejde mellem jord- og betonentreprenøren og Dansk Boligbyg betød, at man alligevel nåede at etablere terrændæk, inden de første betonelementer blev leveret.

– Der har været et godt flow under hele byggeriet. Alle involverede har ydet en stærk fælles indsats. Det gælder alle fra bygherre til underentreprenører. Derudover har samarbejdet med OJ Rådgivende Ingeniører og H+TNT Arkitekter været tillidsfuldt og konstruktivt, udtaler projektansvarlig Lars Kristensen fra Dansk Boligbyg.

– Når vi ser på et byggeri, vurderer vi det ud fra dets bygbarhed. Sammen med arkitekter, ingeniører og underentreprenører ser vi på, hvordan man bygger effektivt. I Ringsted foreslog vi blandt andet at etablere svalegange med adgang til lejlighederne, og at disse blev udført som såkaldte sandwich-elementer, siger Lars Kristensen.

Dansk Boligbyg har i totalentreprise bygget de nye, almene boliger på Dampmølle-grunden i Ringsted for MNV Bolig - Domea. Foto: PR.
Dansk Boligbyg har i totalentreprise bygget de nye, almene boliger på Dampmølle-grunden i Ringsted for MNV Bolig – Domea. Foto: PR.

Ifølge pressemeddelelsen har Dansk Boligbyg på den måde været i stand til at færdiggøre facade og tag i én arbejdsgang og slippe for at skulle gøre plads til et omfattende murerarbejde i tidsplanen.

– Vi lukkede desuden undertaget med en løsning med beton og brændt pap, hvilket betød at vi kunne komme hurtigere i gang med det indvendige arbejde, siger Lars Kristensen.

Boliger til tiden, til prisen og i god kvalitet

Thomas Zachasørén Høtoft, der er Senior Projektleder hos bygherren Domea.dk, glæder sig over det færdige resultat.

– Vi har et tæt og stærkt samarbejde med Dansk Boligbyg, og lykkes med Dampmøllen er vi lykkedes med endnu et godt, fælles projekter. Vi får nogle gode, funktionelle boliger til tiden og til den aftalte pris.

Dansk Boligbyg har i totalentreprise bygget de nye, almene boliger på Dampmølle-grunden i Ringsted for MNV Bolig - Domea. Foto: PR.
Dansk Boligbyg har i totalentreprise bygget de nye, almene boliger på Dampmølle-grunden i Ringsted for MNV Bolig – Domea. Foto: PR.

Dampmøllen i Ringsted består af 69 almene familieboliger, er fordelt på to, tre og fire-værelses lejligheder fra 69 til 111 kvadratmeter. Lejlighederne har desuden altan, og stuelejlighederne har adgang til egen have med opholdsterrasse.

– Byggeriet er opført i røde teglsten med røde teglstenstage – et udtryk der er kendetegnende for byen og de omkringliggende bygninger. I facadens udtryk på hjørnet af Møllegade og Næstvedvej har vi markeret, at der er tale om en tidligere Dampmølle, og derved har vi bevaret en reminiscens af byens historie. Bebyggelsen fremstår som mindre huse, der tilsammen danner randbebyggelsen, og for at tilpasse den til byens proportioner er den underdelt i mindre volumener ved skift i murstensfarve og ved spring i facade- og taghøjde, udtaler arkitekt Mette Forslund fra H+TNT Arkitekter.