Stark klar med nybygget drive-in-hal i Ringsted

Et stigende aktivitetsniveau omkring udlejning har givet Stark i Ringsted behov for mere plads. Forretningen udvider med en ny drive-in-hal.

En ny drive-in-hal hos Stark Ringsted er nu ved at være klar til at blive officielt indviet.

Den nye hal på 1.300 kvadratmeter kommer til at rumme alle tømmerartiklerne, mens kunderne i de eksisterende haller kan finde tilsvarende afdelinger for murere, entreprenører og kloakmestre.

Det skriver byggemarkedskæden i en pressemeddelelse.

– Vi kommer til at tilbyde kunderne en markant større forretning og et endnu bredere udvalg. Med den nye drive-in-hal er tilgængeligheden også øget for kunderne i de enkelte faggrupper, så de kan hente alle deres materialer ét sted i forretningen, udtaler Finn Lohff Johansen, trælastdirektør i Stark Ringsted.

Læs også: Dunbyen i Ringsted omdannes til rådhus og 200 boliger

– Samtidig har vi inddraget en af de eksisterende haller på små 600 kvadratmeter til Udlejningsforretningen, som er et af vores stærkeste kort her i Ringsted.

– Alt i alt skal tilføjelsen af den nye hal og omprioriteringen af de eksisterende give kunderne den bedst mulige kundeoplevelse, siger han.

Den officielle åbningsfest og præsentation af de nye faciliteter i Ringsted er fredag den 22. marts fra klokken 7-15.

Tidligere i marts annoncerede Stark en udvidelse af forretningerne i Hørsholm og Rønne, og senere på året udvider Stark antallet af forretninger, når virksomheden åbner nyt stort byggecenter i Næstved.