Ifølge tinglysningen købte Klaus Munch Nielsen gennem selskabet Vasebroen Land- og Skovbrug Høbjerggård for knap 8 millioner kroner i juli 2021.

Landbrugsejendommen mellem Jystrup og Stubberup på Midtsjælland har siden stået tom, og i juni 2022 besluttede politikerne i Plan- og Boligudvalget i Ringsted Kommune at nedlægge et § 14-forbud efter planloven mod nedrivning af de bevaringsværdige bygninger.

Sådan et forbud skal følges op af en lokalplan, og den er nu på plads. Lokalplanen blev vedtaget endeligt af politikerne i byrådet den 15. april 2024.

Læs også: Godsejer får forbud mod nedrivning af bevaringsværdig ejendom

– Formålet er hindre nedrivning af bygningerne og sikre bygningernes bevaringsværdi, oplyste formand for Plan- og Boligudvalget, Lasse Tobias Mølholt (V), på byrådsmødet.

Høbjerggård ligger på en 350.850 kvadratmeter stor grund på Slettebjergvej 66, og bygningerne er vurderet til at have høj bevaringsværdi.

Den firelængede gård fra 1877 består af en hovedbygning på 190 kvadratmeter og tresammenbyggede længer på henholdsvis 200, 152 og 225 kvadratmeter. Den har således et samlet bebygget areal på 767 kvadratmeter.

Ifølge Ringsted Kommune er der tale om “en velproportioneret ejendom, som er opført i historicistisk byggestil”.

Læs også: Splittet byråd godkender nedrivning af bevaringsværdige bygninger

Bygningerne på ejendommen er dog i dårlig stand, oplyser kommunen. Stuehuset har været misligholdt i en længere årrække, og bygningerne har desuden taget skade af, at der på en tilstødende mark har samlet sig vand, hvilket har resulteret i flere sætnings- og vandskader.

Lømler har oven i købet vandaliseret bygningerne, hvor ruder er blevet knust og interiør ødelagt, ligesom store mængder af plast- og byggeaffald er blevet efterladt på ejendommen.

Ejeren har fået tilladelse til nedrivning af en lade, der ligger på den anden side af vejen i tilknytning til den bevaringsværdige ejendom.