Tidligere politiker i spidsen for miljøsektoren i Niras-koncernen

Pernille Blach Hansen bliver ny Senior Vice President for miljøsektoren i Niras. Hun skal stå i spidsen for en sektor med 400 konsulenter.

Som ny senior vice president for miljøsektoren i Niras-koncernen kommer Pernille Blach Hansen til at stå i spidsen for en sektor med 400 konsulenter, der årligt gennemfører mere end 1.500 projekter.

Det skriver den rådgivende ingeniørvirksomhed i en pressemeddelelse.

– Vi er glade for at have Pernille som ny senior vice president for miljøsektoren. Vi mener, at hun vil supplere det stærke ledelsesteam, vi har inden for miljøsektoren og være drivkraft for samarbejde på tværs og international ekspansion, udtaler executive vice president Markus Davelid.

Pernille Blach Hansen har en baggrund både fra den private og den offentlige sektor.

Hun har blandt andet haft ledende stillinger inden for miljø og bæredygtighed hos Grundfos og Lego Group.

I det offentlige har hun arbejdet som direktør for miljø og teknik i Randers Kommune og som administrerende direktør for Region Midtjylland med mere end 30.000 medarbejdere.

Hun har også en baggrund som medlem af Folketinget for Socialdemokratiet, hvor hun var næstformand for folketingsgruppen fra 2001-2007.

– Hendes professionelle erfaring giver hende et omfattende netværk, som vi håber på at udbygge på tværs af sektorer i Niras. Pernilles personlighed passer også godt til Niras-kulturen, siger administrerende direktør Carsten Toft Boesen.

Pernille vil være en del af Executive Management Group og rapportere til Markus Davelid. Pernille starter den 4. marts 2024 og vil have fast base på Niras kontor i Aarhus.

– Jeg glæder mig til at blive en del af Niras, et firma kendt for sit engagement i bæredygtighed og yderst kompetente medarbejdere, udtaler Pernille Blach Hansen.