Tyske Heimathafen bygger badehotel på Rømø

Tyske Heimathafen Hotels bygger badehotel i Lalolk på Rømø og går dermed ind på det danske marked. Hotellet får 100 værelser og 55 lejligheder.

AnnonceTilmeld nyhedsbrevet fra Dansk Byudvikling

 Jens Sroka, administrerende direktør i Heimathafen Hotels. Foto: Corax.de.
Jens Sroka, administrerende direktør i Heimathafen Hotels. Foto: Corax.de.

Den tyske hotelgruppe Heimathafen Hotels træder nu ind på det danske marked med opførelsen af et stort badehotel på Rømø. Det skriver hotelkæden i en pressemeddelelse.

Heimathafen Hotels og Tønder Kommune har indgået en aftale, der giver hoteludvikleren byggeretten til et stort areal på øen, og byggeriet af det nye badehotel skal danne grundlag for en større entré i Danmark.

Der er tale om et såkaldt helårsbadehotel med op mod 100 værelser og 55 lejligheder, herunder 10 satellitværelser. Projektet omfatter 12.200 kvadratmeter, og hotellet skal bygges i turistbyen Lakolk.

Projektet på Rømø markerer den tyske hotelinvestors entré på det danske marked. Ifølge Børsen vil Heimathafen Hotels investere 2 milliarder kroner i yderligere tre til fem hotelprojekter i Danmark. Hotellet på Rømø forventes at koste mellem 300 og 400 millioner kroner.

– Vi har længe haft blikket rettet mod det danske marked, og derfor er vi også utroligt glade for, at vi nu kan realisere det første hotelprojekt i landet. Vi håber, at opførelsen af et badehotel på Rømø vil blive starten på en større ekspansion på det danske hotelmarked, og vores ambition er at åbne flere hoteller i landet inden for de kommende år. Vi tror på, at tiden lige nu er den rigtige med den stabile fremgang i både overnatninger og omsætning i dansk turisme, og samtidig har vi mødt en stor velvilje i forbindelse med vores sonderinger, udtaler Jens Sroka, administrerende direktør i Heimathafen Hotels.

Heimathafen Hotels har mere end 20 års erfaring med hoteldrift og driver i dag syv hoteller ved kysten i det nordlige Tyskland, mens yderligere tre er under udvikling. Hotelgruppen har cirka 500 ansatte. Ifølge pressemeddelelsen er hotelkæden “kendt for sin visionære og innovative tilgang til at skabe nye succesfulde hotelkoncepter med fokus på design og lifestyle”.

– Vi ved fra vores mange års erfaring i Tyskland, at konceptet fungerer, og på Rømø er omkring 80 procent af gæsterne tyske, så markedet er uden tvivl til stede. Samtidig råder vi over en meget loyal kundeportefølje, hvorfra vi kan trække nye gæster til området. Derfor er vi forsikrede om, at vi vil trække nye tyske gæster til Rømø og Danmark, og samtidig håber vi naturligvis også, at vores hotelkoncept vil tale til danskerne, lyder det fra Jens Sroka.

Aktiv indsats for at tiltrække udenlandske investorer

Tyske Heimathafen bygger badehotel i Lalolk på Rømø. Foto Dansk Kyst- og Naturturisme.
Tyske Heimathafen bygger badehotel i Lalolk på Rømø. Foto Dansk Kyst- og Naturturisme.

Processen, der nu har ført til en konkret aftale mellem Heimathafen Hotels og Tønder Kommune, der har udbudt området på Rømø, hvor det nye badehotel skal opføres, er understøttet af initiativet Invest in Coastal Tourism in Denmark under Dansk Kyst- og Naturturisme.

Ifølge Claus Hyttel Skrubbeltrang, der er investeringschef hos Dansk Kyst- og Naturturisme, skal Heimathafen Hotels indtræden på det danske marked ses som resultat af den positive vækst, kyst- og naturturismen i Danmark har gennemgået de seneste år.

– Kyst- og naturturismen i Danmark er i fremgang, og de foreløbige overnatningstal for 2022 indikerer, at kystturismen er tilbage på samme vækstspor som før corona. Det er for alvor en blåstempling af den vækst og ikke mindst det potentiale, den danske kyst- og naturturisme besidder, at vi har formået at tiltrække en stor og anerkendt spiller i hotelbranchen som Heimathafen Hotels. Med deres indtræden på markedet udvikles branchen yderligere, og det er virkelig glædeligt, siger Claus Hyttel Skrubbeltrang.

Projektet forventes at kunne tilføre 100.000 ekstra overnatninger til Tønder Kommune samt skabe omkring 150 helårsjobs og bidrage med cirka 40 millioner kroner i ekstra årlig omsætning på Rømø.

Borgmester i Tønder Kommune, Jørgen Popp Petersen fra Slesvigsk Parti, jubler over udsigten til det nye badehotel på Rømø.

– Vi har svært ved at få armene ned over dette projekt. Det er vores helt klare forventning, at Heimathafens nye badehotel vil give et kæmpe boost ikke bare til Rømø men hele Tønder Kommune. For os har det været afgørende at tiltrække et hotelprojekt, der bidrager med liv og vækst i både Lakolk og det omkringliggende område, og særligt attraktivt er det, at dette hotelprojekt bidrager med omsætning og jobs hele året. Håbet er at kunne genvinde tidligere tiders storhed med et badehotel på Lakolk. Det er med til at skabe muligheder for de borgere, der bor tæt på men også liv for de øvrige borgere i lokalområdet, udtaler Jørgen Popp Petersen.

Aftalen med Heimathafen Hotels er en del af realiseringen af Tønder Kommunes mulighedsstudie for området i og omkring Lakolk.

Tilmeld nyhedsbrevet fra Dansk Byudvikling