Der var store roser til masterplanen Oberbillwerder, da der i siste uge blev uddelt priser til årets WAF, World Architecture Festival. Hele to priser hev teamet Adept og Karres en Brands med hjem for deres projekt: som bedste projekt i kategorien “Future Projects Masterplan”, og som den samlede vinder af de 13 kategorier for kommende projekter, “Future Project of the Year”.
Bydelen Oberbillwerder, blot 15 min udenfor Hamborg, blev tidligere i år præcertificeret til DGNB Platin – den højeste certificering inden for systemet – og er dermed godt på vej til at blive et af Europas mest bæredygtige byområder. Bydelen, der bliver Hamborgs distrikt nummer 105, er den største samlede udvikling i Tyskland siden Hafencity og dækker et areal på 360 hektar, hvoraf 124 hektar skal bebygges.
Fuldt udviklet vil bydelen huse omkring en million kvadratmeter med mere end 7.000 boliger, 4.000 arbejdspladser, nye skoler, daginstitutioner og sportsfaciliteter.
Oberbillwerder er det første byområde af sin størrelse, som har opnået præcertificering i platin. I øjeblikket opfylder kun otte andre bydele kriteriet for tildeling af DGNB Platin, men disse er alle meget mindre konverteringsområder.
De detaljerede planer for det “resiliente” byområde er blevet gennemgået af det tyske DGNB-råd i en omfattende proces med fokus på de mere end 30 kriterier inden for områder vedrørende økologisk, økonomisk, sociokulturel og funktionel bæredygtighed, samt proces og teknisk kvalitet. Det foreløbige resultat viser, at Oberbillwerder opfylder over 80 procent af kriterierne og dermed allerede er et af Europas mest bæredygtige byområder.