Butikschef for Aldi i Hjørring, Pernille Levring Jensen. Foto: PR.
Butikschef for Aldi i Hjørring, Pernille Levring Jensen. Foto: PR.

Den nye Aldi-butik på Skagensvej 100 i Hjørring rummer 1.200 kvadratmeter, og den suppleres af 60 parkeringspladser og ladestandere til elbil. Det oplyser dagligvarekæden i en pressemeddelelse.

På taget er der etableret solceller, der leverer grøn strøm til butikken. Anlægget kan på solrige dage producere mere strøm, end butikken forbruger, men den overskydende strøm går ikke til spilde. Solcelleanlægget leverer nemlig også strøm til butikkens el-billadere, som kunderne kan benytte, mens de handler, skriver Aldi.

– Den nye butik er med sine grønne løsninger et tydeligt bevis på den udviklingsrejse, Aldi er på. Jeg er meget stolt af at kunne vise de nye, moderne og mere kundevenlige rammer frem til både nye og faste kunder, udtaler Aldis distriktschef Martin Sandlykke i meddelelsen.

Butikschef Pernille Levring Jensen på 31 år har været ansat i Aldi siden 2020, og er selv lige flyttet til Hjørring for at drive den nye butik.

– Jeg glæder mig over den store interesse fra kunderne og ser meget frem til at vise butikken frem. Jeg er meget stolt af, at vi åbner en stor og moderne butik med masser af plads til de forskellige kundebehov. Både på hylderne i form af et bredt varesortiment, men også helt fysisk i butikken, udtaler butikschefen i pressemeddelelsen.

Aldi Danmark åbnede sin første butik i 1977. I dag er der 190 Aldi-butikker over hele landet. Dagligvarekæden er i gang med en fornyelsesproces. Der arbejdes målrettet på at bygge nye butikker over hele landet.