Arkitekter: Nicolinehus bringer byliv til Aarhus Ø

Nicolinehus er fra begyndelsen udviklet med et klart mål om at bringe mere byliv og bykvalitet til Aarhus Ø, lyder det fra Aart Architects, som står bag.

Ifølge Aart Architects har byliv og livskvalitet fra begyndelsen været de centrale værdier i udviklingen af Nicolinehus, som arkitekterne har udviklet i samarbejde med Bricks.

Visionen har været “at designe et byggeri, der rækker ud over sit eget byggefelt og som bidrager til udviklingen af hele Aarhus Ø som bydel og Aarhus som by”, lyder det i en pressemeddelelse fra arkitektfirmaet.

– Byliv og mennesker har stor betydning for, hvor attraktiv en bydel er, og dermed for værdien af de bygninger, som ligger der. Aarhus Ø består primært af boliger på en meget attraktiv beliggenhed, og da vi sammen med Bricks formulerede de første visioner for Nicolinehus var det med et klart ønske om at skabe et byggeri, som med et miks af funktioner vil bidrage til at skabe mere liv på Aarhus Ø i alle døgnets timer, fortæller Anders Strange, som er CCO og partner i Aart.

Ifølge Aart Architects er Nicolinehus udviklet med afsæt i erfaringer fra blandt andet Pakhusene, som også ligger på Aarhus Ø.

Nicolinehus rummer en kombination af eje- og lejeboliger, kontorer, butikker, cafeer, restauranter, parkeringskælder, dagligvareforretning samt en stor, levende markedshal i stueetagen med mere end 15 spisesteder, hvor folk strømmer til i både dags- og aftentimerne. For at trække liv gennem området, er byggeriet opdelt i to af et nyt bystræde med blandt andet butikker og indgang til markedshallen.

LÆS OGSÅ: NU ÅBNER NY RESTAURANT PÅ AARHUS Ø

– Udover at skabe byliv og bykvalitet i og omkring Nicolinehus, har det også været en klar ambition at skabe livskvalitet gennem det byggede miljø for de mennesker, som bor i og omkring bygningen. Undersøgelser viser, at cirka 55 procent af danskerne mener, at deres bolig har stor betydning for deres livskvalitet. Samtidig ved vi, at parametre som grønne uderum, beliggenhed, støj, lys, udsigt, butiks- og erhvervsliv samt nærhed til kysten er nogle af de ting, som bidrager til by- og boligkvaliteten og dermed til boligværdien. Nicolinehus imødekommer mange af de behov for byggeriets og områdets beboere, fortæller Anders Strange, som tilføjer, at salget af de 181 ejerlejligheder gik over alt forventning, hvor alt var udsolgt, inden byggeriet stod færdigt.

Han peger på, at byggeriets karakteristiske trappeform sikrer, at alle boliger er designet optimalt i forhold til eksempelvis udsigt, dagslys og store private uderum.

Nicolinehus rummer blandt andet 181 ejerlejligheder, 60 lejelejligheder og to gæsteboliger. Der har været stor efterspørgsel på boligerne.

LÆS OGSÅ: KENDT ARKITEKT I HÅRD KRITIK AF AARHUS Ø

– Jeg har ikke oplevet noget lignende i mine 20 år i branchen. Alle kvadratmeter var udlejet, og alle ejerlejligheder solgt, inden byggeriet stod færdigt. Den store interesse i Nicolinehus blev begrundet med projektets beliggenhed, arkitektur, kvalitetsmaterialer og samspillet med den omkringliggende by via de udadvendte funktioner, fortæller Martin Busk, som er direktør i ejendoms- og projektudviklingsselskabet Bricks, der står bag Nicolinehus.

Bygget til at bestå

Nicolinehus er udviklet med et langsigtet perspektiv i forhold til både social, økonomisk og miljømæssig værdiskabelse. Det 45.000 kvadratmeter store byggeri er opført i røde teglsten, som er et materiale med en lang levetid, der patinerer smukt og som kan modstå de vind- og vejrforhold som den unikke placering medfører.

– Vi har skabt et byggeri, som med sin kvalitet også kan stå her om 100 år, og som over tid kan tilpasses skiftende behov hos brugere og samfund. Vi har haft et fantastisk samarbejde med Bricks, som har forstået værdien af at investere i løsninger, som også på lang sigt vil skabe værdi, afslutter Anders Strange.

Nicolinehus er udviklet af Bricks i tæt samarbejde med Aart, Schønherr, Niras, Rambøll og NCC Danmark.

Ifølge arkitekterne udgør Nicolinehus den sidste brik i udviklingen af første etape af Aarhus Ø, som efterhånden har fået 5.000 beboere. Fuldt udviklet vil den nye bydel rumme boliger til 10-12.000 personer og cirka 10.000 arbejdspladser fordelt på i alt 800.000 etagekvadratmeter.

Om Nicolinehus

  • Beliggenhed: Aarhus, Danmark
  • Bygherre: Bricks
  • Størrelse: 45.000 kvadratmeter
  • Status: Opført 2023
  • Arkitekt: Aart
  • Landskabsarkitekt: Schønherr
  • Bygherrerådgiver: Niras
  • Ingeniør: Rambøll
  • Totalentreprenør: NCC Danmark