Balstrupgård til salg med helt ny pris

Balstrupgård ved Ringsted blev i oktober 2021 solgt for 14,85 millioner kroner. Nu er den sat til salg for 4,75 millioner kroner. Der er dog en god grund til, at prisen er faldet så markant.

I juli 2021 blev Balstrupgård i Ringsteds sydøstlige udkant sat til salg for 22,3 millioner kroner, og tre måneder senere blev ejendommen solgt for 14,85 millioner kroner. Nu er den sat til salg for blot 4,75 millioner kroner. Det skriver SN.dk.

Bag det markante prisfald gemmer sig en god forklaring. I oktober 2021 solgte den daværende ejer, Susanne Danvogg, ejendommen til anpartsselskabet Op Ad Jorden ved Jens Julius Lundtorp Olsen som landbrugsejendom med 56 hektar landbrugsjord.

Den del er nu udskilt, og i stedet er ejendommen sat til salg ved Land & Bolig som en 400 kvadratmeter stor villa på en 10.600 kvadratmeter stor grund.

– Det betyder, at der ikke er landbrugspligt, og det er meget væsentligt, fordi man så ikke har pligt til at dyrke landbruget, fortæller ejendomsmægler Ulrich Hjort Hansen fra ejendomsmæglerfirmaet Land & Bolig til SN.dk.

Han melder om stor interesse for ejendommen, men den kommende ejer skal påregne, at der skal sættes penge af til forbedringer af ejendommen, fortæller han til SN.dk.

– Derfor skal køberne være nogle, der vil noget og kan se mulighederne. Det er også nogle, der skal have noget likviditet, for med istandsættelse bliver det måske syv eller ni millioner kroner, siger Ulrik Hjort Hansen til SN.dk.

Af ejendomsmæglerens hjemmeside fremgår det, at “Ringsted Kommunes kommunaldirektør har udtalt, at der er mulighed for at udvikle ejendommen dels til boliger og dels til erhverv – kan selvfølgelig også være en kombination”.

Stuehuset er opført i 1864 og betegnes som “en moderne og præsentabel bolig”.