Knold er solgt

Halvøen Knold blev senest sat til salg for 17,5 millioner kroner i begyndelsen af 2022. Nu er den solgt. Køberne kommer fra Nordsjælland.

Tidligere har den haft et prisskilt på 20 millioner kroner, men i februar blev halvøen Knold sat til salg for 17,5 millioner kroner. Nu er der fundet en køber. Det skriver Fyens.dk.

– Køberne har vi arbejdet med i næsten seks måneder, og de kommer fra Nordsjælland ikke ret langt fra vores forretning. Mens vi har arbejdet med dem, har der været interesserede fra Hongkong, Odense og Vedbæk, som vi har arbejdet med ved siden af, fortæller ejendomsmægler Johan Ploug-Sørensen fra &Living Rungsted til Fyens.dk.

– Salgsprisen har der været lidt forhandling omkring. Jeg kan ikke gå i detaljer om det, men der er blevet skruet på nogle forskellige ting på prisen og andre vilkår, som har gjort, at begge parter er tilfredse, siger han videre.

Navnet på de nye ejere melder historien ikke noget om, men Fyens.dk skriver, at de kommer fra Nordsjælland, og at efter planen bosætter sig på Knold. De overtager halvøen fra sælger, Laurits Møller Larsen, i efteråret 2023, skriver lokalavisen.

Ejendommen strækker sig over et areal på 411.000 kvadratmeter og rummer blandt andet en landejendom på 239 kvadratmeter samt tre staldbygninger. Den er opført i 1911 og ombygget i 1969. Stuehuset er desuden renoveret i 2015.