Budget holder ikke på byggeri af ny skole i Herning

Herning Kommune har afsat 160 millioner kroner til byggeriet af en ny skole som erstatning for Herningsholmskolen ligger på Sjællandsgade. Budgettet kommer dog ikke til at holde.

Herningsholmskolen ligger på Sjællandsgade i Herning og er fra 1954. I 2020 besluttede byrådet i kommunen, at skolen skal erstattes af en helt ny skole på samme adresse. Der blev afsat 160 millioner kroner til skolebyggeriet, oplyser kommunen i en pressemeddelelse.

Herning Kommune har afholdt en totalentreprisekonkurrence om byggeriet af den nye skole, og blandt tre finaleprojekter fra tre forskellige entreprenørvirksomheder er valget faldet på virksomheden C.C. Contractor, der har hovedsæde i Herning, og som har masser af erfaring med skolebyggerier.

– C.C. Contractor har også løst udfordringerne med placering af den nye skole på grunden, så den nye skole kan opføres sideløbende med, at det meste af den nuværende skole er i brug. Kun en mindre del af skolen skal genhuses i byggeperioden, udtaler formand for Børne- og Familieudvalget Anne Mette Bang Rasmussen (V) fra Herning Kommune.

Hun fremhæver desuden, at skolen bygges med bæredygtige materialer, og der er lagt vægt på, at CO2-aftrykket i forhold til driften af skolen bliver lavt.

Finansiering skal på plads

Ifølge planen skal det nye skolebyggeri opføres i løbet af de næste tre år. Dog er vinderprojektet fra C.C. Contractors dyrere, end hvad der er budgetteret med. For at skoleprojektet kan blive en realitet, kræver det derfor, at byrådet til efterårets budgetkonference bevilger ekstra midler til projektet, fortæller borgmester Dorte West (V).

– Vinderprojektet har virkelig skabt et grundlag for en ny, fantastisk skole. Men de midler, der blev afsat i 2020 til projektet, slår desværre ikke til her i 2022. Alle indkomne forslag i entreprisekonkurrencen ligger over vores budget på 160 millioner kroner. Derfor skal byrådet have kigget på, om de ekstra midler, som projektet kræver, kan findes, siger borgmester Dorte West fra Herning Kommune.

– Mange kommuner står med lignende udfordringer på anlægsprojekter. Derudover har vi en forventning om, at vores samlede anlægsramme vil blive reduceret i 2022 af regeringen, og det vil udfordre vores anlægsønsker yderligere, fortsætter Dorte West.

Hvorvidt det nye skolebyggeri af Herningsholmskolen kan realiseres, vides altså først til efteråret 2022.