Højhuset Kulturhotel i Herning. Foto: Sleth.
Højhuset Kulturhotel i Herning. Foto: Sleth.
AnnonceTilmeld nyhedsbrevet fra Dansk Byudvikling

Bilister på motorvejen kan dårligt undgå at bemærke toppen af bygningen, der stikker op bag træerne.

Selvom man i Herning ikke er bange for at bygge i højden, skiller den gamle Herning Højskole-bygning sig alligevel ud med sine 14 etager og en placering i et område med spredt bebyggelse i udkanten af byen.

Et år efter åbningen af motorvejen lukkede højskolen i 2007 efter 45 år i bygningen, og i 2016 købte Johannes Jensen og Helle Mau Jensens Fond bygningen for 22 millioner kroner.

Fonden omdannede den høje betonbygning til Højhuset Kulturhotel med 88 værelser.

Formand for fonden, Anne Marie Mau, har været drivkraften bag projektet. Derfor tildeles hun Herning Kommunes Kulturpris 2023. Det skriver kommunen i en pressemeddelelse.

– Du er med stor flid, ihærdighed og viljestyrke gået forrest i arbejdet med at føre den smukke og meget specielle bygning tilbage til det udtryk, den oprindeligt havde, sagde Hernings borgmester Dorte West (V) ifølge meddelelsen ved uddelingen af kulturprisen.

– Du har brugt din baggrund som arkitekt på fornem vis og kompromisløst insisteret på, at tingene skulle gøres rigtigt. Højhuset Kulturhotel har den største respekt for fortiden, er gjort nutidigt og fremtidssikret. På én gang. Det er meget imponerende. Jeg ved, du vil sige, at du ikke skal løbe med hele æren. Det har du helt sikkert ret i. Men vi kan lige så godt være ærlige: Uden din utrættelige og ambitiøse indsats var det ikke lykkedes, lød det fra Dorte West.

Den 6.000 kvadratmeter store bygning er oprindeligt tegnet af arkitekterne Tyge Arnfred og Viggo Møller-Jensen, og den er nu fredet.

Omdannelsen af bygningen blev varetaget af arkitekter fra Sleth i samarbejde med Søren Jensen Rådgivende Ingeniørfirma og det lokale entreprenørfirma C.C. Contractor.