Forhenværende minkavler og indehaver af Danpels, Franz Struntze Nielsen, er gennem Bolig Himmerland i gang med et opkøbe ejendomme i Aars og Aalborg.
Forhenværende minkavler og indehaver af Danpels, Franz Struntze Nielsen, er gennem Bolig Himmerland i gang med et opkøbe ejendomme i Aars og Aalborg.

Da statsminister Mette Frederiksen (S) på et pressemøde den 4. november 2020 slog fast, at alle mink i Danmark skulle aflives, ændrede hverdagen sig på et øjeblik for landets minkavlere. I det nordjyske har forhenværende minkavler, Franz Struntze Nielsen, ifølge Nordjyske i stedet kastet sig over ejendomme. I første omgang har han opkøbt ejendomme i Aars og Aalborg. Ifølge Aars.dk har han desuden købt sig ind i en boligejendom tæt ved søerne i København.

Ifølge Nordjyske får han allerede mellem fem og syv tilbud om ugen fra ejendomsmæglere, som er blevet bekendt med hans navn og hans nye hang til ejendomme.

– Mange mæglere er ivrige for at sælge mig noget. Jeg ved ikke så meget om ejendomsmarkedet endnu, men jeg bruger min mavefornemmelse og har gode venner og et bredt netværk, jeg kan trække på. Jeg er meget grundig og har tid nok til at beslutte mig, siger Franz Struntze Nielsen, direktør og indehaver af i Bolig Himmerland, til Nordjyske.

Han havde indtil for nylig firmaet Danpels, som nu er blevet omdøbt til Bolig Himmerland. Ved slutningen af seneste regnskabsår havde virksomheden en egenkapital på 22,7 millioner kroner, fremgår det af årsrapporten fra september 2020. Mange af de penge er ifølge Nordjyske nu investeret i ejendomme i primært den tidligere stationsby Aars, der ligger godt 40 kilometer sydvest for Aalborg.

Af regnskabet fremgår det videre, at selskabets igangværende og færdiggjorte udviklingsprojekter, grunde og bygninger samt produktionsanlæg og maskiner samt andre anlæg, driftsmidler og inventar er opgjort til en værdi på knap 26 millioner kroner. Ekspropriationserstatninger forventes dog at overstige denregnskabsmæssige værdi.

Danpels kom ud af sit sidste regnskabsår med et overskud før skat på knap 2,9 millioner kroner, mens det efter skat landede på knap 2,3 millioner kroner. Siden navneændringen til Bolig Himmerland er der ikke aflagt regnskab.

Bolig Himmerland beskriver sig selv som et bygge- og udlejningsfirma med primær fokus på at opføre boliger til udlejning. Ifølge virksomhedens Facebook-side vil man specialisere sig i byggeri af rækkehuse og etageboliger. Virksomheden har dog også et par kontorejendomme. Eksempelvis har Bolig Himmerland overtaget Nibevej 2A i Aars, som nu er udlejet til Ghiladi Advokater.

Ejendomme overtaget af Bolig Himmerland ved Franz Struntze Nielsen:

Ejendomme i Aars

  • Himmerlandsgade 84 med overtagelse den 1. juni 2021 for 7,6 millioner kroner
  • Himmerlandsgade 98 med overtagelse den 1. april 2021 for godt 5,9 millioner kroner
  • Kirkegade 2 med overtagelse den 1. april 2021 for godt 5,9 millioner kroner
  • Nibevej 2A med overtagelse den 1. april 2021 for godt 5,9 millioner kroner
  • En lejlighed i Præstegårdsvej 5 med overtagelse den 1. april 2021 for knap 1,2 millioner kroner
  • Lille Tingvej 3-5 med overtagelse den 1. august 2021 for 1,9 millioner kroner
  • Lille Tingvej 7 med overtagelse den 1. august 2021 for 1,6 millioner kroner

Ejendomme i Aalborg

  • Lundbyes Passage 4 i Vejgård med overtagelse den 15. september 2021 for 1,9 millioner kroner
  • Carit Etlars Gade 7 i Vejgård med overtagelse den 1. september 2021 for for knap 1,9 millioner kroner