Donation på 44 millioner til udvikling af naturcenter på Rømø

Projektet til næsten 60 millioner kroner skal føre Naturcentret Tønnisgård på Rømø op i en international klasse af formidlingscentre.

Naturcentret Tønnisgård på Rømø modtager en donation på 44 millioner kroner fra A.P. Møller og Hustru Chastine Mc-Kinney Møllers Fond til almene Formaal.

Donationen gør det nu muligt at føre naturcentret op i en international klasse af formidlingscentre.

Sådan lyder det i en pressemeddelelse fra Tønder Kommune.

Det kommende center skal bringe historien om Vadehavets foranderlige og dynamiske landskab til live. Vadehavet som er anerkendt af UNESCO som umistelig Verdensarv.

Centret kommer til at bestå af en restaureret Kommandørgård, udeområder og en ny bygning, hvor en udstilling og et Vadehavslaboratorium vil give gæsterne mulighed for at fordybe sig i og mærke naturens forunderlighed på egen krop.

Læs også: Truede engfugle får yderligere 100 hektar i Tøndermarsken

Formidlingscentret på Rømø bliver et samlingspunkt for viden, oplevelser og bæredygtig udvikling, der styrker både vores lokalsamfund og vores internationale profil, siger borgmester i Tønder Kommune, Jørgen Popp Petersen fra Slesvigsk Parti.

Formand for Naturcentret Tønnisgård, Allan Skjøth, glæder sig også over donationen.

– Takket være denne meget flotte donation kan vi nu skabe et nyt fyrtårn for Vadehavet og hele Vestkysten. Det er et kæmpe løft for Rømø og hele vores område. Med det nye center sætter vi fokus på vores helt særlige natur. Det er den helt rigtige udvikling af vores område, udtaler Allan Skjøth.

Milliondonation til ambitiøs udvikling af Naturcenter Tønnisgård på Rømø, hvor øens mange gæster vil få en bedre forståelse Vadehavs enestående natur og kulturhistorie. Foto: Ulrik Pedersen / Tønder Kommune.
Milliondonation til ambitiøs udvikling af Naturcenter Tønnisgård på Rømø, hvor øens mange gæster vil få en bedre forståelse Vadehavs enestående natur og kulturhistorie. Foto: Ulrik Pedersen / Tønder Kommune.

Ifølge Bente Bjerrum, leder af Tønnisgård, er centret ikke bare en oplevelsesdestination, men også en vigtig platform for bæredygtig formidling.

– Formidlingscentret på Rømø vil være et springbræt til Vadehavet. Det skal klæde vores mange gæster på til at opleve og forstå Vadehavet, så både besøgende og naturen får en god oplevelse, siger hun.

Etableringen af formidlingscentret har et samlet budget på 59 millioner kroner. Ud over donationen fra Møller Fonden bidrager Tønder Kommune og Tønnisgård med de resterende 15 millioner kroner.

Læs også: Klimasikringsprojekt på Rømø er afleveret

Det forventes at kunne åbne dørene i år 2028, og bliver en vigtig attraktion for både lokale, nationale og internationale gæster, der ønsker at forstå og opleve Vadehavet.

Det nye center vil arbejde sammen med de øvrige aktører i Nationalpark Vadehavet – herunder med Vadehavscentret i Vester Vedsted.

Tilmeld nyhedsbrevet fra Dansk Byudvikling