Ikano Bolig klar til at bygge 230 boliger i Vinge

Lokalplanen for Bakkekvarteret i den sydlige del af Vinge er blevet godkendt. Dermed kan Ikano Bolig gå i gang med at bygge 230 nye boliger.

Byrådet i Frederikssund Kommune vedtog den 21. juni lokalplanen for Bakkekvarteret i Vinge Syd nu. Bakkekvarteret kommer til at rumme cirka 230 boliger som bliver en blanding af etageboliger og rækkehuse i et og to plan. Boligerne udbydes både som leje- og ejerboliger, oplyser Ikano Bolig i en pressemeddelelse.

Ikano Bolig regner med at gå i gang med byggeriet af de første nye boliger i løbet af 2024. Byggeriet af boligerne kommer til at foregå i etaper, og de første boliger forventes at være indflytningsklare i løbet af 2025/26.

De kommende boliger skal efter planen certificeres med Svanemærket. Samtidig er byggeriet en del af klimaprojektet Boligbyggeri 4til1, som Realdania og Villum Fonden står bag. Her er Ikano Bolig udvalgt til, igennem eksempelbyggerier, at forsøge at reducere klimabelastningen i byggeriet til en fjerdedel af det nuværende klimaaftryk.

– Vi glæder os over dette vigtige fremskridt i projektet, og at bygge med både Svanemærke-certificering og de store ambitioner til CO2-regnskabet, stiller store krav til processen og det færdige resultat. Det er en kompleks opgave at få det hele til at mødes, og vi er glade for, at vi, efter en god lokalplansproces med Frederikssund Kommune, nu har mulighed for at bygge mere bæredygtige til folk i alle livets faser, fortæller René Brandt, som er direktør hos Ikano Bolig.

Nye boliger med fokus på bæredygtighed og fællesskab

Ikano Bolig klar til at bygge 230 boliger i Bakkekvarteret Vinge i Frederikssund Kommune. Illustrationsplan fra lokalplanen.
Ikano Bolig klar til at bygge 230 boliger i Bakkekvarteret Vinge i Frederikssund Kommune. Illustrationsplan fra lokalplanen.

Lokalplanen giver både mulighed for etageboliger i tre-fem etager og rækkehuse i et-to etager. Etageboligerne skal bygges i nordlige del af området mod Vinge Boulevard, mens rækkehusene placeres i den sydlige del af området ned mod landsbyen Snostrup.

I udviklingsplanen for Bakkekvarteret lægges der desuden vægt på at skabe en grøn by, der skal understøtte biodiversiteten i området.

Derudover ønsker man også at skabe byliv “med fokus på nærhed og fællesskab”. Eksempelvis vil der i bygningerne langs Vinge Boulevard nogle steder blive mulighed for erhverv i stueetagen i form af dagligvare- og specialvarebutikker samt kontorer.

– Det glæder mig, at vi nu har plangrundlaget på plads for det første område, Ikano Bolig skal udvikle i Vinge. Ikano Bolig passer rigtig godt til Vinge med deres fokus på fællesskabet og samværet mellem naboer med deres bydelshus Nærvær, der kan bruges til fælles aktiviteter i boligområdet. Og så glæder jeg mig til at følge den del af projektet, der handler om at nedbringe klimaaftrykket ved boligbyggeri. Hvis Ikano Bolig lykkes med det, kan det blive et fyrtårn for fremtidigt boligbyggeri i hele landet, udtaler borgmester i Frederikssund Kommune, Tina Tving Stauning (S).

Også fra Ikano Boligs direktør glæder sig over forløbet af den proces, der har ført frem til en godkendt lokalplan.

– Udover, at vi får mulighed for at bygge med biomaterialer og materialer af genbrug, så har de også haft særligt fokus på at skabe et område med fællesskab og nærvær, som er lige i Ikano Boligs ånd, fortæller René Brandt.

Om boligprojektet i Vinge

Ikano Boligs samlede boligprojektet i Vinge kommer til at bestå af cirka 1.800 rækkehuse og lejligheder i forskellige størrelser og derudover en eller to bydelshuse.

I den sydlige del har man allerede påbegyndt lokalplansarbejdet, hvorefter man kigger på udviklingen af den nordlige del. Adept har bistået med udarbejdelse af planer for området.

Kilde: Ikano Bolig.