Flere butikker rykker ind i Musicon

EDC Erhverv Poul Erik Bech Roskilde har udlejet det sidste af tre lejemål i Musicon i Roskilde for Core Property. Bydelen er udviklet med fokus på kunst, kultur og kreativitet.

EDC Erhverv Poul Erik Bech Roskilde har netop udlejet det sidste af tre lejemål i Musicon i Roskilde for Core Property. Senest er skaterbutikken Merch Fabrikken Skateshop flyttet ind i et butikslejemål på i alt 176 kvadratmeter på Rabalderstræde 1. Det skriver erhvervsmæglerkæden i en pressemeddelelse.

– Vi rykker små 100 meter væk fra vores tidligere placering her i Musicon, men vi kommer over i noget langt større. Det betyder helt konkret, at vi kan tilbyde kunderne flere brands og få BMX cykler med i sortimentet også. Dertil giver de nye rammer rigtig fin mening for os, da vi får en større synlighed i gadebilledet, og derfor håber vi på at få mere trafik til butikken. Tidligere har vi været gemt lidt væk ovre ved Containerstriben, udtaler Dennis B. Andersen, ejer af Merch Fabrikken.

Musicon er udviklet med en ambition om at skabe en unik, pulserende og blandet bydel med fokus på kunst, kultur og kreativitet.

– Det er et alternativt område, der skiller sig ud. Her er mange små iværksættere, og vi sparrer ofte med hinanden på tværs af butikkerne. Så det er et fedt område, hvor jeg har et stærkt netværk, og hvor vi hjælper hinanden, udtaler Dennis B. Andersen, hvis butik i øvrigt nyder godt af nærhedentil en inden- og udendørs skateboardbane i bydelen.

Merch Fabrikken Skateshop flyttet ind i et butikslejemål på i alt 176 kvadratmeter på Rabalderstræde 1. Foto: EDC Erhverv Poul Erik Bech.
Merch Fabrikken Skateshop flyttet ind i et butikslejemål på i alt 176 kvadratmeter på Rabalderstræde 1. Foto: EDC Erhverv Poul Erik Bech.

Skatebutikken flytter ind i nyopførte lokaler med to indgangspartier. Lokalernes størrelse og indretning har også muliggjort et spændende samarbejde.

– Jeg synes, det er en fed butik med en god størrelse og loftshøjde, der giver mulighed for, at vi kan lave endnu flere workshops og events i fremtiden. Hele set-uppet har desuden gjort det muligt at få en dygtig fotograf, Katrine Vej Catalan Flores til at leje sig ind i butikken også. Hun har hjulpet os med billeder før, så vi kender hinanden godt, og vi ser begge frem til at skulle begå os i de samme lokaler. Så nu skaber vi en form for hybridbutik, der lige er åbnet, mens vi stadig går og gør helt klar, siger Dennis B. Andersen.

Alexander Wenzel, erhvervsrådgiver i EDC Erhverv Poul Erik Bech Roskilde, har formidlet udlejningen af alle tre udlejningssager i Musicon.

– Vi har undervejs haft mange fremvisninger og drøftelser med mulige lejere, udlejere og Roskilde Kommune for at fremskynde processer, når en mulighed opstod. Vi har arbejdet med sagen i over et år, så der har altså været en del emner. Nu har vi fået sat kronen på værket sammen med udlejer, Core Property Management, hvor den sidste udlejning er i hus. Det har været en lang og sej proces for alle involverede, men med lidt knofedt og en smule tålmodighed, kom vi i mål og har fået skabt en succes i Musicon, siger han.

Udover Merch Fabrikken Skateshop har også genbrugstøjsforretningen Om-Klædning og caféen Local by Me fundet nye lokaler i Musicon ved hjælp fra EDC Erhverv Poul Erik Bech Roskilde.

– Det er lidt vemodigt, at sagen i Musicon nu er løst. Det har været en fornøjelse at samarbejde med Core Property og de tre lejere, selvom processen blev lidt længere, end vi havde håbet. Vi tror dog på, at lejerne får en fantastisk tid i det sprudlende og attraktive område i Roskilde. Vi ser ligeledes frem til at skulle samarbejde med Core Proberty i den nærmeste fremtid om andre, spændende udlejninger, udtaler Alexander Wenzel.

Musicon ligger i et tidligere industriområde mellem Roskilde Dyrskueplads og Roskilde Station. Bydelen rummer både virksomheder, foreninger og kulturinstitutioner. Der er blandt andet et danseteater, et museum, en kunstskole, en skatehal, spisesteder, øvelokaler og mange forskellige boligformer.