Liljeborg køber Kurhuset på Sankt Hans i Roskilde

Liljeborg har købt Kurhuset på Sankt Hans af Roskilde Kommune for 82 millioner kroner. Den fredede bygning skal omdannes til samlingssted.

Liljeborg har købt Kurhuset på Sankt Hans af Roskilde Kommune med henblik på at renovere og omdanne den fredede bygning til et samlingspunkt til gavn for børn og unge og på tværs af generationer.

Det fremgår af en pressemeddelelse.

Vision er at skabe et levende samlingssted i en ny bydel og sammen med erhvervsdrivende, foreninger og NGO’er omdanne Kurhuset til at rumme sociale, faglige, kulturelle og kommercielle tilbud med fokus på samvær og fællesskab, skriver Liljeborg, som mange allerede kender fra Sagafjord, Julemærkehjemmet, INSP, L.A Rings Atelier og Café Fjordliv på Roskilde Havn.

Læs også: Alment boligprojekt til over 190 millioner på Sankt Hans er godkendt

– I Liljeborg vil vi gøre Kurhuset og området omkring til et sted, hvor hele Roskilde kan nyde de historiske bygninger og den smukke omkringliggende natur ved fjorden og Boserup Skov. Vi drømmer om at skabe rammerne til sociale fællesskaber og kulturelle aktiviteter, særligt for børn og unge, men også på tværs af generationer, siger Dorthe Ploug Hansen, som er direktør i Liljeborg.

– Sammen med dygtige rådgivere vil vi sørge for en renovering, der respekterer og passer på de smukke bygninger, og gør dem til en aktiv del af byens fremtid.

Liljeborg køber Kurhuset på Sankt Hans i Roskilde af kommunen. Foto: Liljeborg.
Liljeborg køber Kurhuset på Sankt Hans i Roskilde af kommunen. Foto: Liljeborg.

Udvikling af Kurhuset

Kurhuset er en fredet og bevaringsværdig bygning, som skal rumme private boliger, erhverv og offentlige aktiviteter.

Kirken og museet, som findes i Kurhuset i dag, er med til at fortælle en vigtig historie om stedet, og det er Liljeborgs ambition, at de også skal være en del af Kurhuset fremadrettet.

Liljeborg udvikler Kurhuset i etaper, og derfor vil bygningen blive åbnet op løbende, så alle kvadratmeter er i brug inden for en 5-10-årig periode. I første omgang overtager Liljeborg kun en mindre del af Kurhuset, som i dag står tom.

Læs også: Lokalplan for nyt erhvervsområde i Roskilde er vedtaget

– Det her er en stor milepæl i udviklingen af Sankt Hans. Jeg er begejstret for, at Liljeborg deler vores ambitioner om Kurhuset som et levende og åbent sted og et udgangspunkt for fællesskaber. Kurhuset er et helt særligt sted med stort potentiale, og jeg ved at Liljeborg vil udvikle Kurhuset med respekt for bygningernes særlige kvaliteter og med store ambitioner for det liv, som skabes i bygningerne, siger Roskildes borgmester Tomas Breddam (S).

Kurhuset fungerer i dag som midlertidige boliger for ukrainske flygtninge. Det er et vilkår i handlen, at flygtningene kan blive boende frem til den 1. marts 2026.

Ifølge SN.dk har Liljeborg købt ejendommen for 82 millioner kroner.