Solrød Kommune har købt en gårdejendom på Skolevej i Havdrup. Ejendommen skal omdannes til børnehave. Foto: Styrelsen for Dataforsyning og Effektivisering.
Solrød Kommune har købt en gårdejendom på Skolevej i Havdrup. Ejendommen skal omdannes til børnehave. Foto: Styrelsen for Dataforsyning og Effektivisering.

På den lukkede del af byrådsmødet den 18. maj 2022 besluttede de lokale politikere i Solrød Kommune at afsætte knap 4,4 millioner kroner til at købe en landbrugsejendom på Skolevej 70 i Havdrup. Ejendommen skal efter planen omdannes til en ny børnehave, oplyser kommunen i en pressemeddelelse.

– Med købet af ejendommen skaber vi mulighed for mere varierede dagtilbud i vores kommune. Ved at købe en eksisterende ejendom kan vi hurtigere få nye, hyggelige omgivelser til børnene i Solrød Kommune, end hvis vi havde bygget en helt ny daginstitution, og samtidig er det en helt fantastisk område, som ejendommen ligger i, siger borgmester Emil Blücher.

Ejendommen ligger på en knap 15.000 kvadratmeter stor grund, og stuehuset er et ældre bindingsværkshus med et boligareal på 140 kvadratmeter.

– Vi har købt en ejendom med nogle helt unikke udearealer, som giver mulighed for, at vi kan skabe et tilbud, som vi ikke har i forvejen har her i kommunen. Der er ingen tvivl om, at vi skal udnytte udearealer til det bedste, og samtidig bygge videre på de gode erfaringer, vi har fra Naturbørnehaven, som er en eftertragtet daginstitution, siger Emil Blücher.

Familie- og uddannelsesudvalget og byrådet skal nu arbejde videre med projektet og blandt andet beslutte, om ejendommen skal benyttes til gårdbørnehave, udflytterbørnehave eller almindelig daginstitution. Derudover skal de også afklare, hvad der er behov for at bygge om eller til, og om der eksempelvis skal opstilles madpakkehytter eller andet.

På baggrund af den seneste børneprognose i kommunen kan det konstateres, at der mangler kapacitet på daginstitutionsområde. Der ligger aktuelt et forslag om, at der skal opsættes pavilloner ved flere af strandområdets daginstitutioner, hvilket samlet skal give plads til yderligere 75 børn. Alternativt kan der opstilles en større pavilloninstitution på en lokalitet i strandområdet. Ejendomscenteret i kommunen er aktuelt i gang med en analyse af, hvilke institutioner der egner sig bedst til pavillonopsætning.