Gefion Group vil bygge boliger på Nexø Havn

Gefion Group står bag et stort boligprojekt på Bornholm. De store DLG-bygninger på Nexø Havn skal erstattes af 100 boliger samt erhverv.

Gefion Group vil ifølge TV 2/Bornholm bygge 100 boliger samt et butikscenter med ti små butikker på Nexø Havn. Projektet skal opføres der, hvor de store DLG-bygninger i dag står.

Ifølge TV 2/Bornholm har  Nexø Havn i flere år forsøgt at sælge bygningerne, ligesom havnen har også forsøgt at få dem revet ned. Ifølge Bornholm.nu viste et prisoverslag i 2016, at en nedrivning ville koste 12 millioner kroner. Havnen har ikke kunnet finde pengene til den løsning, så Bjarne Hartung Kirkegaard, der er formand for Nexø Havn, glæder sig over, at bygningerne nu kan blive erstattet af boliger.

– Det er en befrielse, og det er dejligt at kunne se en ende på nogle grimme bygninger, om jeg så må sige, også få noget, der er flot og funktionelt og binder området sammen. Det er en af de gode bolde at være med til at spille, siger Bjarne Hartung Kirkegaard TV 2/Bornholm.

Ifølge Bornholm.nu tilhører grunden havnen, mens lejemålet med DLG er udløbet for flere år siden. DLG skal i henhold til kontrakten efterlade arealet ryddet.

Projektet kræver dog, at der udarbejdes en ny lokalplan. Hvis den politiske proces glider som ønsket, er det planen, at de nye boliger skal være klar til indflytning om et par år, skriver TV 2/Bornholm.

En ny strandpark skal anlægges i Nexø. Illustration: Bornholms Regionskommune.
En ny strandpark skal anlægges i Nexø. Illustration: Bornholms Regionskommune.

De nye boliger vil komme til at ligge tæt på en strandpark, som Bornholms Regionskommune siden 2018 arbejdet på at få anlagt i Nexø.

Kommunen har fået tilladelse til anlægget af Kystdirektoratet og opnået delvis finansiering til anlæg af strandparken. Kommunen er i fuld gang med at få plangrundlaget for den kommende strandpark på plads.

Både Nordfilet-grunden og Nexø Havns Nordmole, som grænser op til den kommende strandpark, er udpeget som byomdannelsesområder, der udlægges til blandt bolig- og erhvervsbebyggelse.