Vordingborg Kommune har modtaget en ansøgning om tilladelse til nedrivning af et bevaringsværdigt bindingsværkshus med stråtag ud til Avnø Fjord på Knudsskovvej 6.
Ansøgningen bliver dog ikke mødt med en godkendelse. Tværtimod svarer kommunen med et såkaldt §14-forbud mod nedrivningen. Det besluttede politikerne på det seneste møde i kommunalbestyrelsen.
– Det er en vidunderlig oplevelse af høj kulturhistorisk værdi, når man kører på Knudsskovvej. Alle bygninger i husrækken er registrerede med høje bevaringsværdier og udgør en sammenhæng af ensartede, gamle huse, sagde formand for Klima- og Teknikudvalget, Anders J. Andersen (S), på kommunalbestyrelsesmødet.
Læs også: Splittet byråd godkender nedrivning af bevaringsværdige bygninger
Ejendommen hører til Rosenfeldt Gods, der ejes af Nicolai Oxholm Tillisch. Han ejer således også de omkringliggende huse i Knudsby og Oreby. Husene indgår ifølge Vordingborg Kommune som del af et udpeget kulturmiljø for hele Knudshoved.
Huset har været en firlænget gård
Kommunen har foretaget en besigtigelse af ejendommen, og ønsket om nedrivning har været i høring hos Museum Sydøstdanmark og Landsforeningen for Bygnings- og Landskabskultur.
I høringssvaret fra Museum Sydøstdanmark fremhæves ifølge Vordingborg Kommune “den nuværende bygnings fine sammenhæng med de øvrige bygninger i husrækken, og at bygningen er under renovering”.
Museet anfører ifølge kommunen, at huset på Knudsskovvej 6 er “et fint bindingsværkshus, hvor husets alder og bindingsværkets arbejdende og fleksible kvaliteter ses. Taget er stråtækt, hvilket understreger husets originale udtryk, og farverne på huset er klassiske for bindingsværk om end ikke traditionelle for området”.
Læs også: Politikere vil forbyde nedriving: “Og så håber vi, at ejendommen ikke brænder ned inden”
“I sin nuværende form har huset lignende proportioner som de omkringliggende huse, men på historiske kort ses det, at huset tidligere har været en firlænget gård. Huset fremstår i dag som et husmandssted bestående af et hus ligesom de nærliggende huse, men har før haft en større bygningsmasse. Dermed underbygges vigtigheden af bevarelse af de nuværende tilbageblevne bygningsdele i forhold til den gård, som var her tidligere. Knudsskovvej 6 har i dag en mindre tværlænge på den ene ende, som måske hentyder til den tidligere større gård”, lyder det videre.
Museet anbefaler derfor, at bygningen bevares, og at den igangværende renovering færdiggøres.
I høringssvaret fra Landsforeningen for Bygnings- og Landskabskultur anbefales et egentligt §14 forbud mod nedrivning, med henblik på udarbejdelse af en bevarende lokalplan.
Tilladelse ville skabe præcedens
Kommunens administration vurderer ligeledes, at bygningen bør bevares med begrundelse i dels bygningens høje bevaringsværdi og dels i bygningens placering i et udpeget kulturmiljø.
Derfor er der den 24. januar 2024 foretaget en partshøring hos ansøger med varsel om §14-forbud mod nedrivning.
Læs også: Forbud spænder ben for nyt hotel
Forbuddet nedlægges, selvom “ansøger oplyser, at en ny bolig vil blive opført i samme udtryk som øvrige nye boliger på Knudsskovvej”.
Administrationen lægger også vægt på, at en nedrivningstilladelse ville skabe præcedens for eventuelle kommende ansøgninger om nedrivning og genopførelse i husrækken og generelt i kommunens udpegede kulturmiljøer.