Peter Søgaard, udviklingsdirektør i Innovater (til venstre) og borgmester i Vordingborg Kommune, Mikael Smed (S). Foto: PR.
Peter Søgaard, udviklingsdirektør i Innovater (til venstre) og borgmester i Vordingborg Kommune, Mikael Smed (S). Foto: PR.

I løbet af 2024 flytter Vordingborg Kommune fra det gamle rådhus på Valdemarsgade og ind i det nye rådhus, Borgernes Hus, på Valdemarstorvet.

Kommunen har derfor indgået en udviklingsaftale med ejendomsudviklerselskabet Innovater om den videre udvikling af den eksisterende rådhusgrund.

Det skriver kommunen i en pressemeddelelse.

Med aftalen forpligter Innovater sig til at udarbejde et såkaldt dispositionsforslag for grunden, som giver kommunen grundlag for senere at kunne udbyde arealet til byggeri af boliger, butikker, serviceerhverv, torve, pladser og parkeringsarealer.

Desuden skal der udarbejdes en ny lokalplan for området. Den bliver sendt i høring, samtidig med at kommunalbestyrelsen godkender et udbud af grunden.

– Flytningen fra den gamle rådhusgrund giver os en unik mulighed for at sætte ekstra fart på udviklingen af Vordingborg by. Vi ved, at der er stor efterspørgsel på attraktive boliger i bymidten med nem adgang til butikker og byliv. Det får vi nu mulighed for at kunne tilbyde vores borgere og tilflyttere, udtaler Vordingborgs borgmester Mikael Smed (S).

– Samtidig er det vigtigt for os, at vi får tiltrukket nogle nye typer butikker, som kan supplere de nuværende butikker i Algade, så vi på den måde styrker den samlede omsætning i byen og gør det nemmere for vores borgere at få dækket deres samlede indkøbsbehov indenfor kommunegrænsen.

Og hos Innovater glæder man sig også til at skulle i gang med udviklingsarbejdet.

– Vi har kontakt til flere butikskæder, som gerne vil til Vordingborg – butikker som ikke fysisk kan være i Algade. Og så er placeringen her jo rigtig god også for boliger, hvor man er lige i hjertet af byen. Det bliver et spændende projekt at arbejde med, udtaler Peter Søgaard, udviklingsdirektør i Innovater.

Innovaters forslag til dispositionsplan skal senest afleveres til Vordingborg Kommune med udgangen af 2024 og godkendes senest med udgangen af februar 2025. Forslag til lokalplan udsendes i høring senest med udgangen af april 2025.