Hanstholm Camping vil udvide med nyt badehotel

Hanstholm Camping har store planer. Campingpladsen skal omdannes til feriepark med badehotel, hytter, klitvillaer, butikker og en aktivitetshal.

Hanstholm Camping har ifølge Turisme.dk store udviklingsplaner. Campingpladsen råder over 42 campinghytter og har plads til 450 campingvogne fordelt på et 200.000 kvadratmeter stort areal med mulighed for at udvide med mere jord.

– Og hvis alt går efter planen, kommer projektet til at skabe arbejdspladser svarene til op mod 120 årsværk, og handler overordnet om at differentiere overnatningsmulighederne på campingpladsen, fortæller Bent Thodsen, der sammen med Iben Ellerbæk ejer campingpladsen gennem et anpartsselskab, til Turisme.dk.

De har rettet henvendelse til Plan- og Miljøafdelingen i Thisted Kommune med en præsentation af projektet.

LÆS OGSÅ: EUROPÆISK INVESTOR VIL SMIDE MILLIARDER I FERIEPARK

Af det foreløbige projektmateriale fremgår det, at campingpladsen efter planen skal udvides med nye hytter, shelters, klitvillaer, boliger, administration og et badehotel med op til 100-200 værelser. Dertil kommer café eller restaurant samt butikker og en aktivitetshal, der skal understøtte udviklingen af Cold Hawaii.

Hanstholm Camping skal udvikles til feriepark med blandt andet et nyt badehotel. Illustration fra det foreløbige projektmateriale.
Hanstholm Camping skal udvikles til feriepark med blandt andet et nyt badehotel. Illustration fra det foreløbige projektmateriale.

Endeligt lægges der op til, at der skal bygges tiny houses i tilknytning til ferieparken, der i projektmaterialet præsenteres under navnet NW Seaside Resort.

Campingpladsen ligger inden for kystnærhedszonen og vil derfor søge dispensation i henhold til forsøgsordningen for kyst- og naturturisme. Ordningen giver mulighed for at fravige nogle af planlovens regler for kystnærhedszonen og få dispensation fra klitfredning- og strandbeskyttelseslinjen.

Sagen blev den 14. august behandlet i erhverv-, klima-, miljø- og teknikudvalget i Thisted Kommune, og her godkendte politikerne en indstilling om at ansøge om forsøgstilladelse til projektet.

LÆS OGSÅ: RIFT OM NYE LEJEBOLIGER I KLITMØLLER

Politikerne godkendte ligeledes en indstilling om at ansøge om forsøgstilladelse til en udvidelse af et sommerhusområde i Sdr. Vorupør ved Bredkærvej.

Her vil virksomheden Hillgaard Nr. Vorupør med udgangspunkt i projektmateriale udarbejdet af Spant Studio Arkitekter udvikle et sommerhusområde med plads til i alt 71 nye sommerhuse på grunde på mellem 900 og 1.300 kvadratmeter. De to sager er på dagsordenen i økonomiudvalget den 23. august.

Tilmeld nyhedsbrevet fra Dansk Byudvikling