Ifølge Nordjyske er Jørgen Holm Westergaard blandt de største jordbesiddere i Nordjylland med 1.400 hektar jord.
Han ejer ejendomme og grunde for over 200 millioner kroner. Blandt andet købte han i 2016 godset Rosvang, der blev sat til salg efter en konkurs, skriver avisen.
Nu har han ifølge Nordjyske solgt den 357 kvadratmeter store herregård Råstrup mellem Hundborg og Sjørring i Thy til sin 28-årige søn, Viktor Holm Westergård.
Prisen lyder på 38 millioner kroner, men så følger der også en grund på næsten 281 hektar til planteavl med.
Salget er et led i et glidende generationsskifte, fortæller Jørgen Holm Westergaard til Nordjyske.
LÆS OGSÅ: HERREGÅRD SAT NED I PRIS
– Det ville være en stor opgave for Viktor at løfte, hvis jeg solgte det hele på én gang, siger han til avisen.
Gården er blandt de ældste herregårde i Thy og kan ifølge Lex.dk spores tilbage til 1348, hvor godset tilhørte adelsslægten Glob.
Den nuværende, hvidpudsede hovedfløj er fra 1848, mens gårdspladsen syd for hovedbygningen er omsluttet af store avlsbygninger fra 1932.
Ejendommen på Råstrupvej 3 er ifølge tingbogen offentligt vurderet til 42,5 millioner kroner, hvoraf værdien af grunden udgør knap 14,5 millioner kroner.
Det fremgår videre, at Jørgen Holm Westergaard i 2016 overtog ejendommen for 39,3 millioner kroner.