Hidtil største byggefelt på Stigsborg solgt til jysk investor. Foto: PR.
Hidtil største byggefelt på Stigsborg solgt til jysk investor. Foto: PR.

En anonym, jysk investor har underskrevet kontrakt på køb af byggefelt B13, der grænser op mod det grønne område Stigsparken og det kommende Børne- og Ungeunivers i det 540.000 kvadratmeter store udviklingsområde i Nørresundby. Byggefeltet har 13.100 kvadratmeter byggeret, hvilket gør det til den hidtil største byggeret, der er solgt på Stigsborg, oplyser udviklingsselskabet Stigsborg P/S i en pressemeddelelse.

– Det er meget glædeligt, at der er interesse fra investorerne i Stigsborg-bydelen, som i disse år for alvor er ved at tage form. Den nye investor har ambitiøse planer for grunden, som passer godt ind i de øvrige planer for området. Projektet er i øjeblikket i fuld gang med at blive tegnet, og detaljerne for byggeriet drøftes således nøje i denne tid, udtaler direktør Anton Hessellund fra Stigsborg P/S, der er ejet af Aalborg Kommune, PFA Pension og A. Enggaard A/S, i meddelelsen.

Sammen med A. Enggaard vil den hemmelige investor bygge 155-165 boliger fordelt på cirka 11.900 kvadratmeter, mens de resterende kvadratmeter skal bestå af erhverv. De kommende lejligheder får to-fire værelser og bliver mellem 60 til 105 kvadratmeter store. Bebyggelsen skal efter planen udformes som en klassisk karrébebyggelse med gårdrum i midten, hvor der etableres fællesfaciliteter og grønne områder, fremgår det af pressemeddelelsen.

Mægler melder om stor interesse for Stigsborg

Erhvervsmæglerfirmaet Metropol Erhverv har stået for salget af byggefeltet, og ifølge partner Kim Christensen er der generelt stor interesse for Stigsborg-området.

– 2021 var rekordår for ejendomstransaktioner i Danmark, og generelt oplever vi stor efterspørgsel på blandt andet boligudlejnings- og projektejendomme, og der er ingen tvivl om, at Stigsborg er et ambitiøst byudviklingsprojekt, der stemmer godt overens med den efterspørgsel, vi ser hos investorerne, siger Kim Christensen.

– Stigsborg er et fantastisk byområde, der rummer en stor diversitet med blandt andet folkeskole, idrætsfaciliteter, stort parkområde, strand- og vandaktiviteter og ikke mindst nærhed til både motorvej, by og vand, som tilsammen gør, at området er en god, langsigtet investering med mange muligheder.

Med salget af byggefelt B13 er over halvdelen af de 200.000 etagemeter i etape 1 på Stigsborg enten solgt eller reserveret. Etape 1 udgør den midterste del af byudviklingsområdet og er også blev betegnet som “Parkkvarteret”.

Foruden masser af boliger rummer denne etape blandt andet det grønne område Stigsparken, den nye folkeskole Børne- og Ungeuniverset, som også skal fungere som bydelshus for hele området, samt indkøbsmuligheder og erhverv.

Parterne forventer, at byggeriet står klar i løbet af 2025.

Fakta om Stigsborg P/S

Stigsborg P/S er etableret i 2018 med Aalborg Kommune, PFA Ejendomme og A. Enggaard som parter efter en omfattende kommunal udbudsproces.

Stigsborg P/S har i første omgang til formål at udvikle etape 1 af Stigsborg, som er et område mellem Stigsborg Brygge, fjordkysten og Engvej/Stigsborgvej. Første etape har et samlet areal på cirka 330.000 kvadratmeter inklusive Aalborgs største bypark, Stigsparken. Byudviklingsselskabet har desuden forkøbsret til etape 2 og 3.

Stigsborg er geografisk afgrænset af Limfjordsbroen i vest, Nørresundby i nord, Limfjordstunnellen i øst og Limfjorden i syd. Området har tidligere huset en række industrivirksomheder og skal nu omdannes til en moderne og mangfoldig bydel.

Fakta om Stigsborg

Udviklingen af Stigsborg forventes at vare 20 år og resultere i 4.000 boliger på samlet set 400.000 etagemeter til 7.500 indbyggere. Boligerne vil primært være leje- og ejerboliger i fire-seks etager samt byhuse og rækkehuse i to-tre etager. Offentlige institutioner som skole, plejehjem og daginstitutioner samt kontorerhverv, caféer og butikker vil også få plads i området.

Kilde: Stigsborg P/S.