
HusCompagniet har indgået en aftale med udviklingsselskabet Æbleløkkerne P/S om nybyggeri af 96 lejeboliger på en 20.300 kvadratmeter stor grund i den sydlige del af Rønne.
Det oplyser husbyggeren i en pressemeddelelse.
Området får navnet Æbleløkkerne og kommer til at bestå af 68 lejligheder og 28 rækkehuse.
– Dette er en strategisk vigtig milepæl for os i vores ambition om at være den foretrukne samarbejdspartner indenfor attraktive rækkehus- og lejlighedsprojekter i hele landet. Det er vores første B2B-kontrakt på Bornholm, og vi ser frem til at arbejde tæt sammen med lokale aktører og skabe et boligområde i topkvalitet, udtaler Martin Ravn-Nielsen, koncerndirektør i HusCompagniet.
HusCompagniet oplyser, at aftalen har en anslået værdi på 145 millioner kroner. Byggeriet er planlagt til at starte i midten 2025 med aflevering i begyndelsen af 2027.
– Råhusene bliver produceret på vores egen fabrik, hvilket som på vores andre B2B-projekter sikrer både høj kvalitet, ensartethed og agilitet i byggeprocessen, som har stor værdi for vores samarbejdspartnere, udtaler Martin Ravn-Nielsen.
Læs også: Så meget voksede de danske kommuner i 2024

De nye boliger, der kommer til at være i forskellige størrelser i både ét og to plan. Mellem bygningerne kommer sorter af æbletræer til at have forskudt blomstring og frugt.
Alle boligerne bliver opført med træfacader og bygges med en målsætning om at blive bæredygtighedscertificeret til DGNB Guld.
Æbleløkkerne P/S, der står bag projektet, er ejet af de lokale selskaber Ocean Prawns og Bornholms Brand.
– Vi har valgt HusCompagniet som vores samarbejdspartner, da deres positive omdømme, sans for kvalitet og ikke mindst deres dokumenterede erfaring med lignende boligprojekter andre steder i Danmark var afgørende. Derudover kender HusCompagniet allerede lidt til Bornholm, idet de i forvejen bygger boliger til privatsegmentet, fortæller Daniel Barslund, administrerende direktør hos Ocean Prawns.
– For os var det essentielt at gennemføre hele byggeriet som en totalentreprise, da denne løsning sikrer en strømlinet økonomisk styring og dermed optimale betingelser for både bygherre og de kommende lejere, supplerer Morten Holten, administrerende direktør hos Bornholms Brand.
Læs også: Bornholm får støtte til almene boliger

Projektet indgår i et byudviklingsområde i det sydlige Rønne, der udvikles som et led i en politisk vision om, at der skal være 42.000 indbyggere på Bornholm i 2028.
Med en blanding af både rækkehuse og lejligheder i forskellige størrelser fra 58 kvadratmeter til 116 kvadratmeter er håbet at kunne tiltrække en blandet beboersammensætning af både enlige, par, børnefamilier og seniorer.
– Æbleløkkerne i Rønne er et spændende projekt, som vi er utrolig glade for at være en del af. Vi har gennem hele processen haft en god og konstruktiv dialog med Æbleløkkerne P/S, der har haft en klar ambition om at skabe boliger af høj kvalitet, og vi ser nu frem til at få sat gang i projektet, fortæller Christopher Tranæs, projektudviklingsdirektør i HusCompagniet.