Lagkagehuset og Domino’s er åbnet i Rødovre Port

Lagkagehuset og Domino's er netop åbnet i Rødovre Port, som udvikles af Gefion Group. La Cour & Lykke står for udlejningen af erhvervslokalerne.

Lagkagehuset og Domino’s har åbnet nye butikker i Rødovre Port, og snart følger et supermarked trop. Ligesom med byggeriet, går det fremad med udlejningen af de 15 erhvervslokaler i det nybyggede ejendomskompleks, der er tegnet af Arkitema og udviklet af Gefion Group.

Der er nu syv ledige lejemål i størrelsesordenen 72-800 kvadratmeter samt et kontorlokale på knap 600 kvadratmeter, som er placeret over gangbroen over vejen. Det fremgår af en pressemeddelelse fra erhvervsmæglervirksomheden La Cour & Lykke, som står for udlejningen af erhvervslokalerne.

– Det går fremad med udlejningerne, og det er en supergod start med så prominente virksomheder, som Lagkagehuset og Domino’s kan se det store potentiale i området. Det nye kvarter vil være centreret om Strædet, som vil fungere som områdets hovedgade med supermarked, butikker og spisesteder. Naturen vil være integreret i Rødovre Port med grønne, åbne arealer, og det kommer til at give en skøn urban atmosfære, udtaler Kristian Hartmann, partner i La Cour & Lykke, i meddelelsen.

Gefion Group har udviklet Rødovre Port. Foto: PR.
Gefion Group har udviklet Rødovre Port. Foto: PR.

– Strædet ligger lige ved siden af Rødovre Station, hvor der dagligt er heftig mennesketrafik fra morgen til aften. Der opføres en gangbro over Tårnvej/Avedøre Havnevej, så de mange boliger på vestsiden af Avedøre Havnevej også vil være naturlige brugere af de mange nye butikker, og området vil være tæt forbundet med både børnehave, skole og gymnasium, så området kommer til at rumme folk i alle aldre. Der er også et flot, nyindrettet kontor på 593 kvadratmeter, der meget specielt er placeret over gangbroen over Tårnvej/Avedøre Havnevej, udtaler han videre.

Lagkagehuset flyttede ind i Rødovre Port den 1. december 2022 og slog dørene op for bagerbutikken med tilhørende caféområde.

Gefion Group har udviklet Rødovre Port. Foto: PR.
Gefion Group har udviklet Rødovre Port. Foto: PR.

– Vi er glade for de gæster, som vi har hos Meny i Rødovre, men vi har haft et ønske om at åbne endnu en butik i den sydlige del af Rødovre, og så har vi haft et ønske om at kunne tilbyde borgerne i Rødovre en bagerbutik med tilhørende café og udendørssiddeområde. Netop dét, er der mulighed for i den nyopførte bydel Rødovre Port. Derudover er det lige ved stationen og nemt at komme til, uanset om man er gående, på cykel, i bil eller med toget, udtaler Jesper Mark Bixen, kommerciel direktør, Lagkagehuset.

Projektet ved Rødovre Station omfatter 37.500 kvadratmeter og rummer mere end 500 boliger.

Gefion Group har udviklet Rødovre Port. Foto: PR.
Gefion Group har udviklet Rødovre Port. Foto: PR.

Desuden ligger det ganske tæt på det almene boligområde, der i folkemunde kaldes Kærerne. Også Domino’s Pizza har åbnet en ny butik i nybyggeriet.

– Der er en fantastisk blanding af mennesker i Rødovre med alt fra studerende, børnefamilier og pensionister, og fra tidligere åbninger ved vi, at vores forretning passer ind i det mangfoldige miljø. Derudover har vi rimelig specifikke krav til en ny butik, og alle dem levede nybyggeriet i Rødovre op til. Nu glæder vi os til, at byggeriet bliver helt færdigt, og at der kommer endnu mere gang i gaden i Rødovre, udtaler Mila Hvilshøj, Marketing Manager hos Domino’s Danmark.