Lene Tranberg får Arkitektforeningens æresmedalje. Foto: Arkitektforeningen.
Lene Tranberg får Arkitektforeningens æresmedalje. Foto: Arkitektforeningen.

Hun står blandt andet bag byggerier som Skuespilhuset i København, Tietgenkollegiet i Ørestad og Kannikegården i Ribe. Hun har har modtaget Dannebrogordenen og en lang række internationale priser. Nu er Lene Tranberg så også blevet hædret med  Arkitektforeningens æresmedalje. Det skriver foreningen i en pressemeddelelse.

– Lene Tranberg er “one of a kind”. Hun har den indlevelse og vedholdenhed, som er helt afgørende for at skabe arkitektur på et internationalt og kunstnerisk højt niveau. Uanset om man befinder sig i eller uden for hendes bygninger, bliver man både beriget og berørt, og man er ikke i tvivl om, at der har stået en arkitekt bag, som både har kunsten, konteksten og hjertet med i alt, hvad hun laver, udtaler foreningens formand Johnny Svendborg.

Lene Tranberg er født i 1956 og uddannet fra Det Kongelige Akademis Arkitektskole i 1984. I 1985 stiftede hun tegnestuen Lundgaard og Tranberg med sin daværende mand Boje Lundgaard. I dag tæller tegnestuen 64 medarbejdere og ejes af Lene Tranberg og 16 andre partnere.

Lene Tranberg er aktivt involveret i alle projekter og den daglige ledelse. Desuden er Lene Tranberg adjunkt professor på Det Kongelige Akademi, Arkitektur, design og konservering.

Hun lægger ikke skjul på, at det er særlig ære at modtage netop Arkitektforeningens æresmedalje.

– Man bliver utrolig glad og rørt – og ja, meget overrasket. Det er jo ens gode kolleger, der har valgt at fremhæve tegnestuen, og det er utroligt dejligt, at faget kan se, at vi gør os umage og tager opgaven alvorligt, udtaler Lene Tranberg, arkitekt , medstifter og partner hos Lundgaard & Tranberg Arkitekter.

Lene Tranberg er desuden netop blevet udpeget som forkvinde for den ekspertgruppe, der sætte retningen for en ny national arkitekturpolitik i Danmark.