I 2018 modtog restaureringen og transformationen af Kählers tidligere værkstedsbygninger Bevaringsprisen på baggrund af ændringen til kontor og butik, som er sket med stor respekt for historien. Foto: Næstved Kommune.
I 2018 modtog restaureringen og transformationen af Kählers tidligere værkstedsbygninger Bevaringsprisen på baggrund af ændringen til kontor og butik, som er sket med stor respekt for historien. Foto: Næstved Kommune.
AnnonceTilmeld nyhedsbrevet fra Dansk Byudvikling

Endnu engang skal de smukkeste bygninger i Næstved Kommune kåres med priser for god arkitektur eller bygningsbevaring. Det kan både være moderne byggerier og velbevarede bygninger samt anlæg som for eksempel pladser eller grønne parker, skriver kommunen i en pressemeddelelse.

“I udvælgelsen lægges der blandt vægt på høj arkitektonisk kvalitet, nytænkning eller restaurering, som enten er i overensstemmelse med den oprindelige arkitektur eller som fremhæver særlige kvaliteter. Fælles er, at byggeriet eller anlægget skal bidrage positivt til det bymiljø eller landskab, som det er en del af”, fremgår det af meddelelsen.

– Vi håber, at mange har lyst til at dele deres yndlingsbygninger med os. Det kan være den smukke murermestervilla fra 1939, den nye tilbygning i baghaven eller det velholdte stråtækte hus på landet. God arkitektur kan både være når en bygning er smuk, eller når en del af vores historie bevares. Det er blandt andet vigtigt at bevare for at holde fast i håndværket, og de måder man tidligere har bygget på, udtaler Marianne Olsen (S), som er formand for kommunens Plan-, Teknik- og Lokaldemokratiudvalg.

I 2020 gik de to bevaringspriser til henholdsvis “smedens hengemte perle” i Næstelsø, som er flot og rigtigt vedligeholdt; og til de sivbeklædte fiskerskure i Appenæs, som lokale ildsjæle har bevaret. Modtageren af arkitekturprisen var et rækkehus på Amtmandsstien i Næstved.

Tidligere er prisen blandt andet blevet givet til et moderne parcelhus på Danavej, den restaurerede mølle ved Herluflille og Kählers tidligere værkstedbygninger på Kählersbakken.

Alle kan indstille bygninger til priserne

Alle kommunens borgere, foreninger og virksomheder kan indstille bygninger og anlæg til priserne. Man er sågar velkommen til at indstille sin egen bolig, fremgår det af pressemeddelelsen.

Læs mere om kriterierne for præmieringen, samt hvordan man kan indstille her.

Foruden en eksakt adresse beder kommunen om et billede af bygningen eller anlægget samt et par linjer med begrundelse for indstillingen. Kommunen skal have indstillingen senest den 30. maj 2022.

Disse priser uddeles

Det er Næstved Kommunes Plan-, Teknik- og Lokaldemokratiudvalg, der uddeler priserne:

  • To arkitekturpriser – én til en bygning i Næstved by og én til en bygning i den resterende del af kommunen, hvor bygningen er ny, istandsat eller ombygget, eller til et by- og landskabsrum.
  • To bevaringspriser – én til en bygning i Næstved by og én til en bygning i den resterende del af kommunen, hvor bygningen er opført før 1960 og fremstår velholdt eller er korrekt restaureret.

Priserne bliver uddelt hvert andet år på Arkitekturens Dag, som i år er den 3. oktober. De sker ved en reception med deltagelse af ejere og arkitekter til kandidater til priserne, forslagsstillere, kommunens arkitekter, interesserede borgere og presse. Dommerkomiteen består af politikere og lokale arkitekter.