NCC holdt rejsegilde på byggeri på Aalborg Kaserne

NCC bygger på Aalborg Kaserne et nyt værksted og en multibygning til Forsvarets Ejendomsstyrelse. Der er netop afholdt rejsegilde på projektet.

På Aalborg Kaserne opfører NCC et nyt værksted og en multibygning fordelt på to nye bygninger på i alt 7.500 kvadratmeter for Forsvarets Ejendomsstyrelse. Det sker som et led i udviklingen af Forsvarets ”Grønne etablissementer”, der har til formål at mindske Forsvarets energiforbrug og CO2-udledning. Trods tirsdags varsel om snestorm blev der holdt rejsegilde på projektet, skriver NCC i en pressemeddelelse.

Der er nu omkring 50 håndværkere på projektet og de sidste betonelementer blev monteret i februar, NCC har selv stået for beton- og elementmontagen og skal også udføre murer- og tømrerarbejde i egenproduktion.

– Det er på flere måder en særlig byggeplads. Ikke kun er vi hegnet ind af kasernens hegn, vi har også vores egen indhegning i indhegningen. Og så er vi jo omgivet af soldater og militærkøretøjer. Det er spændende at få et lille indblik i, og så betyder det også, at vi føler os rigtig godt passet på her, sagde Frank Bo Lassen, der er områdechef i Nordjylland i NCC Building, ifølge pressemeddelelse.

Det nye værksted skal bruges til at servicere tunge kampvogne, og det har naturligvis betydning for konstruktionerne.

NCC bygger ny værksteds- og multibygning ved Aalborg Kaserne. Visualisering: P+P Arkitekter.
NCC bygger ny værksteds- og multibygning ved Aalborg Kaserne. Visualisering: P+P Arkitekter.

De to nye bygninger til i alt 118 millioner kroner skal desuden give kasernens medarbejdere tidssvarende, energieffektive rammer for arbejdet.

Projektet rummer etableringen af et værksted og en specialindrettet multibygning. Multibygningen består af en garage med et mandskabsafsnit samt et administrationsafsnit, der indrettes med kontorfaciliteter tiltænkt Militærpolitiet. Mandskabsafsnittet indrettes med bad- og omklædningsfaciliteter samt teknik og kontor.

Med etableringen af det nye garageområde sikres ligeledes fleksible faciliteter til både garagering, vedligeholdelse, undervisning og andre træningsbehov. Derudover etableres faciliteter til forskellige specialværksteder, der overholder gældende sikringskrav.

Fokus på energiforbrug og CO2-udledning

Alt arbejdet udføres som en del af udviklingen af Forsvarets ”Grønne etablissementer”, der har til formål at begrænse energiforbrug og CO2-udledning gennem løsninger, der er omkostningseffektive, mærkbare i dagligdagen, og som kan skabe synlighed og opmærksomhed omkring ressourceforbrug.

Begge de nye bygninger skal stå klar til brug til sommer.

Jord og kloak, installationer, tagdækning og malerarbejde er der fagentreprenører til. MJ Eriksen på jord og kloak. Bravida laver hele installationspakken, både el, ventilation og VVS.

Øvrige samarbejdsparter er P+P Arkitekter, der er bygherrerådgiver, Viggo Madsen, Skala og WSP.